Tema G20 i Hamborg

Dansk aktivist i Hamborg: Politiet eskalerer kampene

'Jeg vil ikke dømme folk på deres aktionsformer,' siger aktivisten Rune Popp om ballademagere under G20.

143 anholdelser, flere end 200 sårede betjente og et indtil videre ukendt antal af tilskadekomne demonstranter.

Det er de tørre tal efter næsten to døgns kampe mellem politiet og demonstranter under G20-topmødet i Hamborg.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, fordømte i går de voldelige demonstrationer og roste de flere end 20.000 betjente, som er sat ind, for at topmødet kan afvikles så sikkert som muligt.

Men der lyder langt fra ros til politiet fra den 25-årige politiske aktivist Rune Popp, som er blandt de omkring 100.000 personer, der siden torsdag har demonstreret mod topmødet. I et interview med DR Nyheder fortæller han, hvordan han personligt har oplevet politiets ageren under topmødet.

Vi har aldrig set vold og had i den skala før.

Timo zill, talsmand for politiet i hamborg

- Jeg har mest oplevet, at der er kommet en eskalering fra politiets side, siger han og uddyber:

- I torsdags var vi ved at gøre os klar til, at vi skulle ud at gå. Men inden vi overhovedet er gået i gang, kommer der 200 politifolk ind fra siden og angriber os demonstranter med knipler og peberspray. Fuldstændig umotiveret.

- I nat oplevede vi så, at politiet patruljerede rundt om den park, vi har boet i. De har kørt i deres patruljevogne med udrykning på hele natten og fløjet meget lavt med deres helikopter for at chikanere os, så vi ikke ville være lige så klar på at gå på gaden i dag, siger den danske aktivist, der har udøvet politisk aktivisme de seneste fem år og til dagligt er uddannet miljøingeniør.

Se herunder en video med DR's Tysklands-korrespondent, Michael Reiter, der går igennem Hamborgs gader efter endnu en nat med voldsomme kampe.

Politiet har aldrig oplevet så meget "had" og "vold"

I alt 213 betjente er blevet såret under kampene, som brød ud tidligt torsdag aften. Det tal forventes at stige i dag, oplyser polititalsmand Timo Zill til den tyske avis Bild.

- Vi har aldrig set vold og had i den skala før, siger han til avisen.

Jeg har mest oplevet, at der er kommet en eskalering fra politiets side.

Rune Popp, aktivist

En gruppe, der kalder sig "den undersøgende G20-gruppe", har valgt at udtrykke skarp kritik af politiet, som de mener har opildnet demonstranterne under de voldsomme kampe.

Ligeledes har flere advokater til anholdte aktivister klaget over, at de ikke har kunnet få lov til at tale med deres klienter med det samme, skriver The Local.

De voldelige demonstrationer er noget af det, som har fyldt mest i mediebilledet de seneste dage, og det er ærgerligt, mener aktivisten Rune Popp, der selv siger, at han har deltaget i flere fredelige demonstrationer under topmødet.

- Jeg synes, at det ærgerligt, at det er det, som kommer i fokus i medierne, når der er tusindvis af folk, som demonstrerer på en anden måde, hvor det er politiet, der forhindrer dem i at komme ud med deres budskab, siger han.

Men hvad tænker du om de personer, som ødelægger det for resten ved at begå vold?

- Jeg vil ikke dømme folk på deres aktionsformer. Jeg vil også sige, at nogle af de fremskridt og privilegier, vi har i dag, er tilkæmpet ved vold og magt mod magthavere, der ikke syntes, at det skulle gå den vej. Det er forkert at tegne det op sådan, at der nogle, som ødelægger protesten for andre, siger han.

FAKTA OM G20

  • G20 er en sammenslutning af verdens 19 vigtigste industrilande og vækstøkonomier samt EU. G'et står for "gruppe".
  • De faste medlemmer er: Sydafrika, Canada, Mexico, USA, Argentina, Brasilien, Kina, Japan, Sydkorea, Indien, Indonesien, Saudi-Arabien, Rusland, Tyrkiet, Frankrig, Tyskland, Italien, Storbritannien, Australien og EU.
  • Initiativet til gruppen blev taget i 1999 som reaktion på finanskrisen i Asien.
  • Siden 2008 har der været årlige eller halvårlige topmøder, hvor landenes ledere har deltaget. Værtskabet går på skift mellem landene.
  • Forsamlingen har ingen formel beslutningskraft, men mødernes sluterklæringer udstikker retningslinjer for, hvad de magtfulde lande vil og kan sammen. Kilde: Ritzau