Dansk ambassadør: Vietnam forbereder sig på massive oversvømmelser

Vietnam forbereder sig lige nu på, at tyfonen rammer, og at vandstanden stiger med flere meter.

Vietnam - tyfon

Lige nu er der stille i Vietnams hovedstad, Hanoi.

Men i en uge har myndighederne med premierministeren i spidsen forberedt sig på, at tyfonen Haiyan rammer landet.

- Der er ingen panik lige nu, men alle går og venter på, at tyfonen kommer herop, siger den danske ambassadør i Vietnam, John Nielsen.

Tyfonen, der fredag hærgede Filippinerne og kostede 10.000 menneskeliv, har aftaget i styrke. Men på grund af den måde, som den rammer landet på, vil den forårsage massive oversvømmelser.

- Der er ingen tvivl om, at vi vil få store oversvømmelser, og man forventer en vandstigning på mellem fire og seks meter, fortæller John Nielsen og fortsætter:

- Det kan give ødelæggelser og drukneulykker flere steder. Men myndighederne er så godt forberedt, at det er svært at forestille sig, at det vil blive med tab af mange menneskeliv, som vi har set i går, siger han.

Forberedt sig i en uge

Det er den vietnamesiske premierminiter, Nguyen Tan Dung, der har sat sig i spidsen for beredskabet.

- Der er blevet arbejdet med forberedelserne i en uge nu, og Vietnam er vant til tyfoner. Alene i år har vi haft 13, men den her gang er beredskabet højere, end vi er vant til, forklarer John Nielsen.

Mere end en halv million mennesker blev allerede lørdag evakueret, alle skibe fik besked om at søge i havn, og kyststrækningerne er blevet forstærket, fortæller John Nielsen.

Mobiliserer folk hurtigt

Han fortæller også, at et mobilsystem i går sendte alle vietnamesere en besked på telefonen om, at de skulle følge udviklingen, fordi man ventede, at tyfonen ville gå i land i går.

- Vietnam er i stand til at mobilisere folk meget hurtigt, for vi taler om enorme mængder af folk, der har været med i arbejdet den seneste uge, forklarer han.

Supertyfonen Haiyan siges at være en af de værste, der nogensinde er buldret ind over land, og den er kommet med vinde på 317 kilometer i timen - hvilket svarer til 88 meter i sekundet - og vindstød på 379 kilometer i timen ifølge den amerikanske flådes vejrstation.