Dansk Oscar-håb vinder filmpris dagen før Oscar-show

Dokumentarfilmen "The Look of Silence" vinder Independent Spirit Award i Californien.

Den danskproducerede dokumentarfilm "The Look of Silence" har lørdag fået et godt rygstød forud for uddelingen af Oscar-statuetter søndag, hvor filmen også er nomineret.

Ved Independent Spirit Awards i Californien vandt filmen, der er instrueret af den herboende amerikaner Joshua Oppenheimer, i dokumentar-kategorien.

Det skriver Variety.com.

- Vi er så beærede over at have vundet en Spirit Award, skriver Joshua Oppenheimer på Facebook.

"The Look of Silence" er efterfølgeren til hans ligeledes Oscar-nominerede "The Act of Killing".

I filmen følger man Adi, hvis bror blev dræbt i 1965 i det indonesiske folkedrab, der kostede mindst en halv million mennesker livet.

I 2014 var "The Act of Killing" også nomineret ved Independent Spirit Awards - dog uden at vinde. Derfor er der grund til øget optimisme i den danske lejr forud for søndagens Oscar-show i Los Angeles.

Independent Spirit Awards bliver holdt i strandbydelen Santa Monica i Los Angeles og uddeler priser til film, der er produceret for et budget på under 20 millioner dollar.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube