Danske fastfood-ansatte bliver del af amerikansk debat om mindsteløn

Der er 100 procents forskel på danske og amerikanske lønninger for at arbejde på Burger King. Lær af danskerne, siger økonomer i USA.

Amerikanske mindstelønninger skal op på dansk niveau, lyder budskabet lige nu i debatten op til USA's midtvejsvalg om en uge. (Foto: Anne Mette Lorentzen- DR Østjylland)

Danske lønninger til ansatte på fastfood-restauranter bliver nu trukket ind i debatten om mindsteløn op til midtvejsvalget i USA.

Her fremhæves Danmark som det gode eksempel, hvor ansatte på fastfood-kæder som McDonald's og Burger King tjener væsentligt mere end deres amerikanske kolleger.

Modsat USA har Danmark ingen officiel mindsteløn, men alligevel tjener danske ansatte på fastfood-restauranter 107 kroner i timen - eller hvad der svarer til 20 dollar - i gennemsnit.

Gennemsnittet blandt amerikanske ansatte på fastfood-restauranter er kun 48 kroner - eller 8,9 dollar i timen.

- Vi kan se fra Danmark, at det er muligt at køre en profitabel forretning, mens man betaler sine medarbejdere disse højere lønninger, siger John Schmitt, økonom og medlem af Center for Economic Policy Research, en tænketank i Washington i en stor artikel i New York Times.

Hver anden i fastfood-branchen må have støtte for at overleve

I artiklen har avisen sendt journalister til Danmark for at tale med ansatte i fastfood-branchen.

- Du kan leve et godt liv her ved at arbejde indenfor fastfood-branchen. Du behøver ikke kæmpe for at klare dig, fortæller den Burger King-ansatte Hampus Elofsson.

Mindsteløn i USA

I modsætning til den danske Burger King-ansatte står Anthony Moore. Selv om han bestyrer 10 medarbejdere i en Burger King i byen Tampa i sydstaten Florida, tjener han ikke mere end 50 kroner i timen.

Med en husleje, der sluger halvdelen af hans samlede indtjening, og to børn at passe på, oplever Anthony Moore ofte, at han ikke har råd til faste udgifter som lys og vand.

- Nogle gange må jeg stille mig selv spørgsmålet: Skal jeg købe mad eller skal jeg købe tøj til mine børn? spørger Anthony Moore, der må ty til madkuponer for at kunne brødføde sin familie.

Obama har sat mindsteløn på dagsordenen

I det hele taget er mindstelønnen blevet en væsentlig del af valgkampen op til det amerikanske midtvejsvalg.

Præsident Obama valgte i februar i år at udstede et såkaldt præsidentielt dekret, der dikterer en højere mindsteløn for alle ansatte i staten.

Dermed bliver den mindste lovlige løn for de statsligt ansatte fra den 1. januar 2015 10,10 dollar, hvor den i dag er på 7,25 dollars i timen. Altså en stigning på 40 procent.

Dette gælder dog kun de ansatte i staten. Skal mindstlønnen hæves generelt, er det op til den enkelte stat at vedtage egne regler på området. Og det er blandt andet dette, der nu diskuteres op til valget om en uge.