Demonstranter tilsviner kinesiske flag i Prag

Demonstranter i Prag har planer om at hænge et gigantisk foto op af Dalai Lama under kinesisk præsidentbesøg.

Dusinvis af flag er blevet oversprøjtet med en sort substans natten til lørdag, (Foto: Michal Cizek © Scanpix)

Et stort antal kinesiske flag, som var blevet hængt op i Prags gader forud for et historisk besøg af Kinas præsident, Xi Jinping, i den tjekkiske hovedstad er blevet oversprøjtet med maling, siger talsmænd til politiet.

- Dusinvis af flag er blevet oversprøjtet med en sort substans natten til lørdag, siger politiets talsmand, Jan Danek.

Ifølge ham er en eller to ukendte gerningsmænd involveret.

Flagene er blevet hejst i de seneste dage - navnlig på vejen fra lufthavnen og ind til Prag Slottet, hvor præsidenten har sit residens.

- En efterforskning er blevet indledt, og politiet vil gennemgå optagelser fra overvågningskameraerne i gaderne, siger han.

Den kinesiske leder ventes mandag at indlede et todages besøg i den tjekkiske hovedstad efter at være blevet inviteret af den tjekkiske præsident, Milos Zeman.

Xi fortsætter over Atlanten til USA, hvor han skal deltage i et sikkerhedstopmøde fra den 31. marts.

Det bliver første gang, at et kinesisk statsoverhoved besøger den tjekkiske republik. Besøget skal styrke de handelsmæssige og økonomiske bånd mellem de to lande.

Demonstranter, som er imod Kinas politik i Tibet, ventes at gennemføre adskillige protestaktioner - blandt andet en stor demonstration ved Prag Slottet tirsdag aften, oplyser tv-stationen CTK.

/ritzau/AFP

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube