Tema Protester i Venezuela

Desperation i Venezuela: Politiet mistænker folk for at stjæle zoo-dyr for at få mad

Der bliver stjålet svin og bøfler, som formentlig sælges som madvarer i det kriseramte land.

Supermarkederne i Venezuela er tomme. Der er mangel på mad, og prisen på de varer, der stadig findes på hylderne, er skyhøje. (Foto: Ueslei Marcelino © Scanpix)

Krisen i Venezuela har nået et nyt niveau. Sultne, desperate personer er tilsyneladende begyndt at stjæle fra en zoologisk have for at få mad på bordet.

Der er udbredt mangel på mad i det sydamerikanske land, og priserne på basale fødevarer er eksploderet gennem det seneste halve år, i takt med at det politiske klima er blevet stadig mere anspændt.

Ifølge Reuters blev to såkaldte navlesvin i weekenden stjålet fra Zulia zoologiske have, som ligger i byen Maracaibo tæt på den colombianske grænse.

- Vi formoder, at de er blevet stjålet med henblik på at blive spist, siger den lokale politiofficer Luis Morales til nyhedsbureauet.

Zulia zoologiske have oplyser, at der i den seneste uge er blevet stjålet over 10 forskellige arter, der ikke er sjældne, og som derfor formentlig ikke skal sælges til samlere på et sort marked.

Udover navlesvinene er der også blevet stjålet en bøffel, som ifølge den zoologiske have er blevet skåret i stykker af gerningsmændene med henblik på at sælge det.

Velgørenhedsorganisationer deler mad ud til befolkningen i det fattige kvarter La Vega i hovedstaden Caracas. (Foto: Carlos Garcia Rawlins © Scanpix)

Venezuela har på det seneste været plaget af voldsomme demonstrationer, blandt andet på grund af prisen på madvarer, men i høj grad også på grund af utilfredshed med regeringen og præsident Nicolás Maduro, som beskyldes for at misbruge sin magt og tilsidesætte demokratiet.

Landet befinder sig en politisk og social krise, og protesterne mod regeringen er taget til i styrke siden et omstridt valg den 30. juli.

Her skulle der vælges en ny, lovgivende nationalforsamling, som har til opgave at vedtage en ny forfatning, der skal give præsidenten endnu mere magt.

Situationen i Venezuela

  • Præsident Nicolás Maduro overtog magten i Venezuela efter Hugo Chavez' død i 2013.
  • Han overtog en svigtende økonomi, der siden da kun er blevet værre.
  • I 2016 tabte 75 procent af befolkningen sig i snit 8,5 kilo på grund af fejlernæring.
  • De faldende levestandarder og indskrænkning af en række velfærdsydelser har ledt til protester mod regeringen.
  • I april fratog højesteret det folkevalgte parlament magten.