Dna-sporede RAF-terrorister var en del af inderkredsen

Det er ikke hvem som helst fra Rote Armee Fraktion, som tysk politi nu efterlyser, siger dansk lektor.

Sådan formoder politiet, at de tre RAF-medlemmer ser ud i dag. De har været under jorden i knap 18 år - nu er deres dna-spor dukket op. Nu efterlyses de igen. (Foto: BKA / HANDOUT © Scanpix)

Da terrororganisationen Rote Armee Fraktion (RAF) lod sig opløse i 1998, forsvandt flere af medlemmerne fra jordens overflade. Nu er tre af dem dukket op igen via dna-spor, der er fundet ved to forsøg på røveri af pengetransporter.

Men Daniela Klette, Ernst-Volker Wilhelm Staub og Burkhard Garweg er ikke hvem som helst, der er er kommet tilbage i politiet og mediernes søgelys, fortæller Moritz Schramm, der er lektor på Institut for kulturvidenskaber på SDU.

- Staub var ret involveret i RAF allerede i 1980'erne, men de deltog alle tre aktivt i flere terrorangreb, og man formoder, at de deltog i mordet på Detlev Rohwedde, en fremtrædende politiker i 1990'erne. Man regner dem for at tilhøre den inderkreds på omkring 20 personer, der gik under jorden efter opløsningen af RAF i 1998, siger Moritz Schramm.

I Tyskland havde man nærmest glemt, at de eksisterede, fortæller Schramm, og derfor ser man det mere som lidt af en kuriøsitet, at de omkring 60 år gamle terroreftersøgte nu er dukket op til overfladen igen, nærmere end en ny trussel.

Man regner med, at trioen stod bag et røveri i 1999, hvor de fik et udbytte på en halv million euro, godt 3,7 millioner kroner.

- Nu er de formentlig løbet tør for penge, siden de er gået i gang igen, siger Moritz Schramm.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube