Tema Krigen i Syrien

To dødsdomme i Kuwait forværrer arabisk-iransk krise

To mænd er dømt til døden i Kuwait for at have spioneret til fordel for Iran og Hizbollah.

En domstol i Kuwait har afsagt dødsdom over to personer, som er fundet skyldige i at have spioneret til fordel for Iran og Hizbollah og for våbenbesiddelse, siger et øjenvidne til Reuters.

Dødsdommene kommer på et tidspunkt, hvor der er stærke spændinger mellem Iran og dets arabiske nabolande.

Den ene af de dødsdømte er iraner, og han er dømt in absentia. Den anden dødsdømte er fra Kuwait.

De to mænd har fået deres dom samtidig med, at 24 kuwaitiske shiamuslimer blev idømt livsvarigt fængsel. 19 andre fik fængselsdomme på mellem fem og 15 år. Tre blev frikendt og en blev idømt en bøde.

Dommene ventes at forværre det allerede spændte forholdt mellem Iran og de arabiske lande.

Den Arabiske Liga, der søndag holdt krisemøde i Kairo, og her blev de arabiske ministre til enighed om at støtte Saudi-Arabien mod "fjendtlige handlinger" fra Iran.

/ritzau/Reuters