Dødstal stiger efter selvmordsangreb på irakisk stadion

Fredagens selvmordsangreb på et fodboldstadion i Irak koster fortsat liv. Mange af de dræbte var teenagere.

Ifølge det norske nyhedsbureau NBT er dødstallet oppe på 41 efter fredagens selvmordsangreb i landsbyen al-Asriya i Irak. (Foto: Haidar Hamdani © Scanpix)

Dødstallet stiger fortsat, efter at en selvmordsbomber fredag sprængte sig selv i luften i en menneskemængde, netop som en lokal fodboldkamp var fløjtet af i landsbyen al-Asriya syd for den irakiske hovedstad, Bagdad.

Unavngivne kilder i henholdsvis sikkerhedstjenesten og sundhedsvæsenet oplyser til nyhedsbureauet AP, at dødstallet har nået 41, mens yderligere 105 er sårede. Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Fredag aften lød dødstallet på 25.

Landsbyens borgmester, Ahmed Shaker, en af dennes livvagter og fem medlemmer af de irakiske sikkerhedsstyrker er blandt de dræbte.

Selvmordsbomberen sprængte sig selv i luften, idet borgmesteren var ved at overrække pokalen til kampens vindere.

Ingen har endnu taget skylden for angrebet, men den militante gruppe Islamisk Stat (IS) har tidligere stået bag lignende angreb.

Området omkring al-Asriya og Iskandariyah syd for Bagdad er tidligere blevet kaldt "dødens trekant". Det er et område med både sunni- og shiamuslimer, som gennem de seneste ti år har været meget plaget af sekterisk vold.

Eksperter og iagttagere har advaret om, at efterhånden som Islamisk Stat bliver presset ud af nogle af de områder, de tidligere har kontrolleret i Irak, vil de igen ty til deres gamle guerillataktik og øge antallet af selvmordsangreb mod civile mål.

/ritzau/

Landsbyens borgmester og mange teenagere er blandt de dræbte.

Opslået af DR Nyheder på 26. marts 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube