Domstol: Indere må undvære bulder og brag til lysfest

Højesteret forbyder salg af fyrværkeri i Indiens hovedstad for folkesundhedens skyld, lyder det.

En kiosk i New Delhi sælger fyrværkeri, men nu har en domstol forbudt salg op til højtiden Diwali. (Foto: Money Sharma © Scanpix)

Millioner af hinduer fejrer i oktober lysets sejr over mørket med højtiden Diwali.

Men i år bliver festen i Indiens hovedstad, New Delhi, uden så mange farver på himlen.

Højesteret har nemlig besluttet at forbyde salg af fyrværkeri forud for den flere dage lange fest, fordi de massive mængder af krudt hvert år betyder en meget sundhedsskadelig luftforurening i den i forvejen ekstremt forurenede storby.

Sidste år betød den voldsomme luftforurening under fejringen af Diwali, at myndighederne måtte lukke byggepladser og skoler i tre dage efter, skriver Washington Post.

Luftforureningen efter de mange dage med raketter og kanonslag gav sidste år en så høj luftforurening, at myndighedernes måleudstyr ikke engang kunne følge med.

Men at fjerne fyrværkeri fra højtiden svarer til en jul helt uden julelys, skriver Washington Post. Og det har skabt vrede blandt dele af befolkningen.

Ifølge avisen er forbuddet et forsøg, som kan ende med at sprede sig til resten af Indien, hvis det viser sig, at det bliver forvaltet med succes.

Højesteret vil forsøge at undgå en 'forureningsmæssig nødsituation' som den sidste år, skriver avisen.

Dog forventes det, at himlen over New Delhi alligevel vil lyse op med raketter i alverdens farver, fordi myndighedernes indblanding kun gælder salg af fyrværkeri og således ikke selve affyringen af det.

Derfor mener kritikere ifølge The Economist, at det alligevel ikke kommer til at give meget mindre luftforurening.

Diwali

  • Ved hinduisternes største højtid, Diwali, fejrer man traditionen tro det godes sejr over det onde.
  • Særligt legenden om guden Rama, der besejrede dæmonen Ravan, er omdrejningspunktet for festlighederne.
  • De indiske familier fejrer dagen ved at pynte deres hjem med blandt andet olielamper og røgelse. Sammen beder de til guderne, hvorefter der affyres fyrværkeri, og aftenen sluttes af med familiemiddag og gaver.
  • Flere indiske guder og gudinder bliver tilbedt under højtiden, og derfor er skulpturer af disse også i høj kurs.
  • Navnet Diwali kommer af ordet ”deepavali”, som egentlig betyder ”rækker af tændte lys”.
  • Diwali er en hellig begivenhed i lande som Indien, Sri Lanka, Nepal, Malaysia, Singapore og Myanmar.

    Kilde: DR Nyheders arkiv