Donald Trump angriber igen CNN på Twitter

Intet kan stoppe Trump-toget. Og dog. Et kontroversielt tweet blev hurtigt fjernet fra den amerikanske præsidents twitter.

Det er langt fra første gang, at Donald Trump har angrebet tv-stationen CNN. (Foto: Carlo Allegri © Scanpix)

"Intet kan stoppe Trump-toget", og så et tog, der kører ind i en mand med et CNN-logo på hovedet.

Kort efter at USA's præsident havde delt billedet på sit favoritmedie Twitter, havde han slettet det igen. Men internettet glemmer aldrig, og billeder af tweetet spreder sig nu med lynets hast på de sociale medier.

Og noget tyder på, at Trump har været lidt for hurtig på tasterne. Kort efter han havde delt billedet, delte præsidenten endnu et tweet. Denne gang, var det en mand, der kaldte præsidenten for fascist.

Også dette tweet blev slettet kort efter.

Trump har været under heftig kritik af den måde, han har håndteret de voldelige uroligheder i byen Charlottesville, fordi han først efter flere dage offentligt tog tydelig afstand fra de højreradikale grupper som Ku Klux Klan og nynazister ved at nævne dem ved navn. Først mandag udtalte Trump, at angrebet var ondsindet racisme.

Efterfølgende kritiserede Trump, hvad han kalder for "Fake News medierne", for ikke at være tilfredse med udtalelserne.

Ikke første gang, CNN står for skud

Det er ikke første gang, at Trump udtrykker sin utilfredshed med medierne på Twitter. Her er det dog særligt tv-stationen CNN, der står for skud. I juli tweetede Trump en video, hvor han i en brydekamp smider en mand i jorden, hvis hoved er erstattet med et CNN-logo.

Hvorfor Donald Trump slettede tweetet igen er uvist, men aktivistgruppen Citizens for Responsibility and Ethics in Washington har allerede sagsøgt præsidenten for at slette sine tweets. Det mener de, går imod amerikansk lovgivning.