Tema Nordkoreas missiltrussel

DR i Nordkorea: Fejring giver adgang til ellers lukket land

I denne weekend fejrer Nordkorea 70-året for sit kommunistiske styre - i den anledning får udenlandsk presse sjælden adgang til landet.

En uniformeret guide viser turister rundt foran et krigsmuseum i Pyongyang, Nordkorea. (Foto: ED JONES © Scanpix)

Der bliver pomp, pragt, militærparade og udenlandsk presse på besøg, når Nordkorea i denne weekend markerer 70-året for dannelsen af landets magthavende kommunistparti.

I anledning af den runde fødselsdag sender TV-Avisen live fra den nordkoreanske hovedstad Pyongyang, hvor DR’s Kina-korrespondendent, Philip Khokar, og fotograf Qunyi Zhang befinder sig.

Det er første gang nogensinde, at DR får lov til at sende direkte tv fra landet, hvor der ellers normalt bliver øvet streng kontrol over strømmen af informationer - både ind og ud af landet.

Rygterne løber om Nordkorea

Og det er da noget ganske særligt, at man nu får mulighed for at sende direkte far de ellers lukkede land, fortæller DR's Udlandsredaktør, Charlotte Harder.

- Nordkorea er jo et land, hvor der hele tiden kører historier om, hvad der foregår inde bag grænsen - netop fordi det er så lukket, siger hun.

Nordkorea

Der bor omkring 24 millioner mennesker i Nordkorea.

Landet opstod efter Koreakrigen, som varede fra 1950 til 1953.

Landets leder er den cirka 32-årige Kim Jong-Un, søn af den tidligere statsleder Kim Jong-il, som døde i 2011.

Styret fører streng kontrol med landets medier.

Organisationen Reporters Without Borders gav Nordkorea næstsidstepladsen i 'World Press Freedom Index', der måler graden af pressefrihed - kun efterfulgt af Eritrea.

Kilde: FN, BBC og Reporters Without Borders

- Jeg er virkelig glad for, at vi har fået den adgang, så selv hvis de bliver underlagt en streng kontrol, så ved jeg, at de vil formå at få kommunikeret noget om et land, hvor man normalt ikke er.

Vil spille med musklerne

Det endnu uvist, hvilken form for kontrol, de udenlandske medier vil blive underlagt under deres dækning af jubilæet.

Det faktum, at de internationale journalister helt ekstraordinært har fået mulighed for at sende fra Nordkorea, bunder ifølge Charlotte Harders vurdering i, at landet får mulighed for at vise noget, de ønsker Vesten skal se man skal se.

- Det er jo et land, der godt kan lide at vise muskler og være aggressiv, og det vil de få mulighed med lørdagens militærparade.

Det sidste af sin slags

Nordkorea, som siden landets genopbygning efter Koreakrigen i 1950-53 har været et strengt militærdiktatur, er den sidste bastion indenfor de lukkede lande, hvorfra fri kommunikation ikke kan flyde.

Det eneste land, der i dag kommer i nærheden af samme grad af lukkethed, er Somalia. Det vurderer DR's internationale korrespondent, Steffen Gram.

Det nordkoreanske styre fører streng kontrol på blandt andet indbyggernes medieforbrug. (Foto: damir Sagolj © Scanpix)

For tilsvarende af fortidens lukkede lande var den grundlæggende forudsætning for regimets kontrol med kommunikationen, at den foregik over fastnet, fortæller Steffen Gram.

Cambodia, Polen og Rumænien

Det var tilfældet i Cambodia (dengang det Demokratisk Kampuchea) - også efter Pol Pots fald i 1979.

- Det kunne slet ikke lade sig gøre at få informationer ind eller ud af landet.fortæller Steffen Gram, som var den første danske journalist, der besøgte landet, efter Pol Pots fald.

Det samme var tilfældet i Rumænien, som under præsident Nicolae Ceaușescus styre i 1980'erne ligeledes var et fuldstændigt lukket land, og i Polen i 1981, hvor hæren tog magten fra den kommunistiske regering og indførte krigsretstilstand.

Snød sig ind

DR har tidligere vist danske optagelser fra Nordkorea.

Det skete i forbindelse med DR-dokumentaren 'Det Røde Kapel'. Her fik holdet bag filmen adgang til Nordkorea ved at foregive at være en teatergruppe, der skulle optræde i landet.

Du kan følge med, når DR Nyheder sender live fra Pyonyang i TV Avisen i aften klokken 21 på DR1.