DR i Syrien: 'Sult drev os til at spise græs'

Michael S. Lund har mødt flygtninge fra Damaskus-bydel, som FN kalder 'et helvede'.

43-årige Umm Osama flygtede for nylig ud af Yarmouk-området i Syrien. Hun siger til DR, at hendes familie på et tidspunkt forsøgte at spise græs for at overleve. (Foto: Michael S. Lund © DR)

- På et tidspunkt var vi nødt til at forsøge at koge græs og spise det. Det burde kun være mad for køer, men vi havde ikke andet.

Ordene kommer fra en mor til fire på en forladt skole i en sydlig forstad til Syriens hovedstad, Damaskus.

Moren kalder sig Umm Osama og flygtede for to måneder siden fra den palæstinensiske bydel Yarmouk, der ligger få hundrede meter fra den skole, der nu er familiens hjem.

8-årige Amira bor nu på en forladt skole, efter hun flygtede med sin familie fra Yarmouk. Hun kan ikke komme i skole og lever af ris og salat. (Foto: Michael S. Lund © DR)

- Først havde vi bomber og kampe, så sult og til sidst angreb Islamisk Stat bydelen og henrettede folk. Til sidst flygtede vi herover, hvor der i det mindste er sikkert, selvom vi hellere ville bo i vores eget hjem, siger hun.

Yarmouk

Yarmouk er egentlig en flygtningelejr for palæstinensere, som blev etableret i 1957.

Bydelen fungerede før borgerkrigen i Syrien som en almindelig del af hovedstaden Damaskus.

I 2012 overtog oprørsgrupper kontrollen med store dele af lejren. Den syriske regering svarede igen med bomber og en total blokade. 

I  april i år angreb terrorgruppen Islamisk Stat bydelen og kæmpede mod andre oprørsgrupper der.

De syriske regime blokerer stadig Yarmouk, og i øjeblikket er det uklart, hvem som kontrollerer området. 

FN anslår, at 18.000 civile stadig befinder sig i Yarmouk uden adgang til basal nødhjælp. 

 

FN: Et helvede

Yarmouk er et af de hårdest ramte områder i Syrien. FN's generalsekretær, Ban ki-Moon har direkte kaldt bydelen for 'den dybeste cirkel af helvede' i Syrien.

De syriske myndigheder vil ikke give DR lov til at filme selve Yarmouk-lejren eller komme helt tæt på bydelen.

Men fra skolen, hvor Umm Osama og andre flygtninge bor, kan vi se boligblokke i Yarmouk få hundrede meter væk.

Ejendomme på fire-fem etager, hvor hver eneste lejlighed er faldet sammen og sønderskudt efter bombardementer og kampe.

"Mine børn mangler næring"

Umm Osama, hendes mand og hendes fire børn sover nu i gamle klasselokaler på skolen i den regeringskontrollerede nabo-bydel Tadamun.

- Her er der ingen kampe i øjeblikket, så vi er taknemmelige for at kunne leve i fred. Men livet er svært her, siger hun.

8-årige Amira bor nu på en forladt skole, efter hun flygtede med sin familie fra Yarmouk. Hun kan ikke komme i skole og lever af ris og salat. (Foto: Mads Køngerskov © DR)

FN og andre organisationer har svært ved at få adgang til Yarmouk og de omkringliggende områder og mangler desuden penge til nødhjælp. Flygtninge på skolen får kun ris og salat at spise, og børnene går ikke i skole.

Appel fra FN

FN har for nylig udsendt en appel til det internationale samfund om, at organisationen har akut brug for 30 millioner dollar til at hjælpe flygtningene fra Yarmouk.

I forvejen har organisationen kun modtaget 21 procent af de penge, FN mener, der er brug for til at hjælpe Syriens palæstinensiske befolkning i borgerkrigen.

- De har været underernærede og manglet vitaminer og kalk. Min ene datter har for lang tid siden tabt et par mælketænder, men de nye vokser ikke ud igen, og jeg tror, det er fordi, hun ikke har fået nok mad og kalk, siger Umm Osama, mens datteren Amira genert tilføjer:

- Jeg vil bare gerne i skole igen. Og spise noget andet end ris og salat. Jeg kan godt lide søde ting, siger den otteårige pige, der ikke har gået regelmæssigt i skole i to år.

"Vi har brug for alt"

På skolen sover flygtninge på gulvet. Eller sidder ved gamle skolepulte og drikker te. 

En baby ligger på skoletrappen og sover, mens hendes mor har stillet sin mobiltelefon ved siden af for at spille lidt søvndyssende musik. Det eneste nummer, mobiltelefonen kan spille, er tilsyneladende mobilfabrikantens Samsungs standardsang.

8-årige Amira bor nu på en forladt skole, efter hun flygtede med sin familie fra Yarmouk. Hun kan ikke komme i skole og lever af ris og salat. (Foto: Mads Køngerskov © DR)

- Sig til verden, at vi har brug for hjælp. Vi har brug for penge, tøj, alt, siger en midaldrende kvinde, mens en mand som det første spørger, om det er muligt for ham at komme til et land som Danmark som flygtning.

Umm Osama ejer kun det tøj, hun har på, samt en skoletaske med lidt medicin. Og hun og familien sover nu på anden måned på gulvet i et klasseværelse sammen med andre flygtninge.

- Det eneste, jeg ønsker, er hjælp til mine børn, så de kan få en fremtid, siger hun.

Se reportage fra Damaskus i TV-Avisen klokken 21:00 i aften.

How YouTube Works - Computerphile