DR i Teheran: Reformister går svært valg i møde

ANALYSE: Udelukkelsen af tusindvis af reformvenlige kandidater, gør de konservative til den mest sandsynlige vinder ved Irans parlamentsvalg i dag.

En ung kvinde viser blækket på sin finger efter at have afgivet sin stemme ved valget til parlamentet og Eksperternes Råd i Ershad Moskeen i Teheran, Iran. (Foto: ABEDIN TAHERKENAREH © Scanpix)

Op mod 55 millioner iranere kan i dag afgive deres stemme i to vigtige valg - det ene til det iranske parlament - og det andet til det betydningsfulde råd - kaldet Eksperternes Råd.

Eksperternes Råd har blandt andet til opgave at udpege landets øverste åndelige leder - og dermed efterfølgeren til den skrantende og aldrende øverste leder, Ayatollah Khamenei.

Og valghandlingen er allerede nu i fuld gang, fortæller DR Nyheders Mellemøsten-korrespondent Michael S. Lund fra et valgsted i Teheran.

- Der er mødt rigtigt mange op her, hvor jeg er. Her stemmer man i en moske, og hundredvis af mennesker står i kø lige nu. De fleste, jeg har talt med, er glade og ser frem til at kunne give deres mening til kende ved stemmeurnerne.

Men andre er mindre tilfredse, fortæller Michael S. Lund.

- Jeg har også mødt et par, der er mere kritiske, fordi det her valg foregår i en stemning, hvor rigtigt mange kandidater faktisk er blevet forbudt at stille op.

Tre fløje i spil

I Iran er der mange forskellige politiske blokke og ved dette valg er spørgsmålet, om det er de konservative, de moderate eller den helt tredje fløj, reformisterne, som kæmper for endnu mere åbenhed, der skal sidde i parlamentet, fortæller Michael S. Lund.

- De vil åbne Iran endnu mere og slække mere på landets meget strikse regler. For eksempel reglerne, hvad man må sige af kritik, hvad for en slags musik man må spille offentligt, men også i forhold til iranernes muligheder for at gå på nettet.

- Facebook, Twitter og en hel række andre hjemmesider er forbudt her i Iran, og det er der nogle af de reformvenlige kandidater, der gerne vil have løsnet op for.

Detaljerne tæller

Men tusindvis af kandidater fra den reformvenlige fløj er blevet nægtet at stille op af landets religiøse råd forud for valget.

Derfor er forventningen da også, at man efter valget, fortsat vil have et konservativt parlament. Derfor kigger man i højere grad på detaljerne i valget, fortæller Michael S. Lund.

Mange af de reformvenlige vælgere gider ikke rigtigt stemme, fordi de ikke tror, at det nytter noget.

Michael s. lund

- Man vil for eksempel se på, om de reformvenlige trods alt går frem, for at se om man kan udlede nogle tendenser i, om folk gerne vil have flere reformer.

- Og så er stemmeprocenten også vigtig, fordi mange af de reformvenlige vælgere ikke rigtigt gider stemme, fordi de ikke tror, at det nytter noget. Så hvis der kommer en høj stemmeprocent, så kan de også få mere vind i sejlene, dem der vil have reformer i Iran.

Et nemmere liv for præsidenten

Hvis de reformvenlige går frem i en eller anden forstand, så kan det gøre det nemmere for den moderate præsident, Hassan Rouhani, at fortsætte sin mere åbne kurs – både økonomisk og i forhold til iranernes personlige frihed.

- Der er jo masser af vestlige firmaer, der er på vej ind i Iran i øjeblikket, og det er noget, det bliver nemmere for præsidenten at fortsætte med, hvis de reformvenlige går frem.

- Og nogle iranere håber på, at der kan komme lidt flere sociale lempelser, så iranerne for eksempel kan bruge internettet lidt mere.

Den iranske præsident, Hassan Rouhani. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Fingerpeg om retningen

Sammensætningen af det iranske styre gør, at dem der bliver valgt ind i parlamentet ikke får indflydelse, sådan som man ser det i for eksempel et dansk eller europæisk parlament. Mange af de største beslutninger tages nemlig af landets religiøse leder, Ayatollahen.

Men valget kan give et fingerpeg om, hvilken retning iranerne egentlig vil gå i, fortæller Michael S. Lund.

- Man kan se det som en stor folkeafstemning om, hvad folk egentlig mener om de reformer og forhandlinger, man har gennemført med Vesten.

- Så har parlamentet også nogen indflydelse på indenrigspolitiske ting, sociale og økonomiske reformer. Så derfor går mange iranere op i, hvem der kommer ind i parlamentet.

De første resultater fra parlamentsvalget i Iran forventes at komme i løbet af lørdag.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube