DR-korrespondent før Syrien-fredsforhandlinger: Assad er for selvsikker

En konference i Schweiz skal bringe Syrien et skridt nærmere fred. Men der er mange knaster på vejen ikke mindst Syriens egen præsident, fortæller DR-korrespondent.

En syrisk dreng med sin cykel i byen Douma, der holdes af oprørsgrupper. Mandag starter nye fredsforhandlinger i Geneve. Her deltager USA, Rusland, Saudi-Arabien, Iran, Tyrkiet og en delegation, der repræsenterer Syriens præsident. (Foto: AMER ALMOHIBANY © Scanpix)

I næste uge starter endnu en omgang fredsforhandlinger, der sigter mod en politisk løsning på konflikten i Syrien; borgerkrigen, der har varet næsten fem år, dræbt over en kvart million mennesker og sendt 9,5 millioner mennesker på flugt.

Fredskonferencen i Genéve i Schweiz starter formelt mandag, dog har den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, varslet, at fredskonferencen formentlig forsinkes ”et par dage”.

Og optimismen er stor, efter en resolution blev vedtaget af FN's sikkerhedsråd blev vedtaget i december, og en køreplan fra Wien gerne skal give lidt rygvind til forhandlingerne om fred i det borgerkrigshærgede land.

Men DR's internationale korrespondent, Steffen Gram, er skeptisk. Fra begyndelsen er der store uenigheder om, hvem der skal repræsentere hvilke parter i Syrien under en fredsløsning:

- Det ser ud til, at man har indgået et kompromis, så amerikanerne, Vesten og araberne får en oprørsgruppe med. Så har russerne fået lov at stille med en oppositionsgruppe, der, så vidt vi ved, tidligere har været tæt på Assad-regimet. Hvordan de to grupperinger skal vægtes i forhold til hinanden, når forhandlingerne begynder, ved vi ikke endnu, siger Steffen Gram, der er international korrespondent for DR Nyheder.

Assad er for selvsikker

Fredsforhandlingerne har været undervejs siden maj 2013, hvor USA og Rusland blev enige om at forsøge at ”bringe begge sider til bordet” for at afslutte blodsudgydelserne, ifølge BBC.

Selve fredsforhandlingerne tager dog udgangspunkt i FN's kommuniké fra 2012.

Siden har Rusland engageret sig militært i konflikten, og Vesten er blevet mere imødekommende over for den syriske præsident Bashar al-Assad.

”Assad må gå”-indstillingen er ændret til, at Assad kan forblive præsident i en uspecificeret overgangsperiode. Men vejen til fred er lang. Første udfordring bliver at få parterne til at sænke våbnene, fortæller Gram:

- Wien-køreplanen indebærer valg til et nyt syrisk parlament, som bakkes op af en sikkerhedsrådsresolution. Nu forhandles der først om våbenhvile og hjælp til nødstedte i landet – og så en fredsaftale.

Assad står i vejen for en god løsning, mener Steffen Gram:

- Det er meget optimistisk, for over det hele ligger præsident Assads skygge, og det er ingen hemmelighed, at det russiske militærs indgriben i Syrien har ændret dynamikken. Det har gjort Assad mere selvsikker og jo mere selvsikker, desto sværere kan det blive at fjerne præsident Assad.

USA, Rusland, Saudi-Arabien, Iran, Tyrkiet og repræsentanter for det syriske styre deltager i forhandlingerne

Genève-kommunikéet (2012), som danner basis for forhandlingerne:

  • En politisk løsning:
  • Tilbyder et perspektiv for fremtiden, der kan deles af alle i Syrien.
  • Etablerer klare skridt i henhold til en fast tidsplan mod realiseringen af dette perspektiv
  • Kan implementeres i et klima af sikkerhed for alle, stabilitet og ro
  • Nås hurtigt uden yderligere blodsudgydelser og vold og er troværdige
  • De vigtigste trin i overgangen bør omfatte:
  • Etablering af en overgangsordning med et ledelsesorgan med udøvende beføjelser. Ledelsesorganet kan omfatte medlemmer af regeringen og oppositionen og bør dannes på grundlag af fælles aftale.
  • Deltagelse af alle samfundsgrupper i Syrien.
  • Gennemgang af den forfatningsmæssige orden og retssystemet.
  • Frie og retfærdige flerpartivalg for de nye institutioner.
  • Fuld repræsentation af kvinder i alle aspekter af overgangen.
  • Kilde: FN

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube