DR ved grænsen til Makedonien: Flygtninge venter på svar fra Bruxelles

14.000 flygtninge er fortsat i limbo på grænsen mellem Grækenland og Makedonien.

Mens EU's ledere netop nu diskuterer, hvordan Tyrkiet kan hjælpe med at bremse strømmen af flygtninge ind i Europa, vokser antallet af flygtninge ved Europas grænser.

14.000 flygtninge venter lige nu ved grænsen mellem Grækenland og Makedonien. Men Makedonien, som lukkede grænsen for to uger siden, lader kun ganske få slippe igennem, og hver dag kommer flere til på den græske side af grænsen.

Her er man ikke i tvivl om, at spørgsmålet om en mulig fremtid i Nordeuropa, bliver afgjort i Bruxelles. Det fortæller DR’s Europa-korrespondent Anna Gaarslev med fra Idomeni ved den græsk-makedonske grænse.

- Det, alle spørger os om sådan en dag som i dag, det er: Har I hørt nogen nyheder fra topmødet i Bruxelles?

- Så hvis der er noget, de her mennesker er bevidst om, så er det, at det er i Bruxelles, at deres fremtid bliver afgjort i dag og i den kommende tid.

De fleste af de flygtninge, som Anna Gaarslev har mødt i det nordlige Grækenland, vil gerne videre op nordpå. Men nogle er begyndt at se i øjnene, at det måske ikke vil kunne lade sig gøre, fortæller hun.

- Flere er begyndt at erkende, at det godt kan være, at de skal til at finde en plan b og indstille sig på noget nyt. For der er intet, der tyder på, at grænsen her åbner foreløbigt.

- Flere begynder allerede at spekulere i at finde nye ruter, enten gennem Albanien eller ved at sejle til Italien – et scenarie, som italienerne allerede er begyndt at forberede sig på. Men det er for tidligt at sige, hvad det vil betyde for de mennesker, der er lige her.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube