Dr.dk i Syrien: Krigen kostede drengs stemme

Smadrede bygninger, granatnedslag – og en mor, der græder over en tabt generation. Dr.dk har besøgt Syrien.

syrien_slund_rep_drdkjaja

En seksårig dreng leger med en plastikkampvogn i en lejlighed i Syrien. Men her i det borgerkrigsramte Syrien er legen med geværer og bomber inspireret af virkeligheden.

- Jeg har set missiler, bombenedslag, jagerfly og morterer, siger den seksårige John, mens han leger med kampvognen.

I dag har den lille, mørkhårede dreng det bedre, men hans mor, Noha, fortæller, hvordan han har været så traumatiseret af bombardementer og lig i gaderne, at han mistede sit sprog.

- Han talte ikke i et helt år, efter vi først flygtede, men vi har langsomt lært ham det igen. Han er stadig meget bange og vil ikke uden for lejligheden, men det går bedre, siger hans mor, Noha, der er sociolog, men nu arbejder med privatundervisning og nødhjælp for at skaffe penge til familien.

Flygtede fra bomber og kampe

Familien flygtede først fra en by i det nordlige Syrien, da oprørere stødte sammen med regeringshæren. Granaterne faldt omkring deres hus, og familien fik intet med sig, da de måtte flygte.

- Min søn fik kun en legetøjsbil, han havde i hånden, med sig. Det var alt, siger Noha, mens tårerne begynder at trille ned ad hendes kinder.

Siden søgte familien sikkerhed i den palæstinensiske flygtningelejr Yarmouk i Damaskus, men så indhentede krigen også familien der.

Bevæbnede mænd kæmpede i gaderne, og bomberne faldt igen over familien. Selv nødhjælpsorganisationer kan i dag ikke få adgang til lejren, der nu er en belejret krigszone.

Granat landede på altanen

Familien flygtede igen og bor i dag i en forstad til Damaskus, få kilometer fra endnu en frontlinje. Et par hundrede meter fra lejligheden ligger den sønderskudte bydel Beit Sahm, som nærmest er jævnet med jorden.

Og lyden af ægte granatnedslag høres jævnligt i baggrunden, mens John leger krig med et legetøjsgevær.

- En dag faldt der 40 granater på en dag her i området. Der landede fragmenter på vores altan, som John leger på, men han var heldigvis inde i køkkenet. Men det er stadig det sikreste sted, vi har boet de seneste to år, siger Noha opgivende.

Antallet af fordrevne stiger

Familiens historie er tragisk, men ikke enestående. Over ni millioner syrere er ifølge FN fordrevet fra deres hjem. Over seks millioner børn har brug for hjælp.

Og mange har måttet flygte flere gange, fortæller Kim Petersen, der er Dansk Flygtningehjælps landechef i Syrien.

- Det seneste års tid er antallet af fordrevne steget med en million, og mange flygter for anden eller tredje gang, fordi frontlinjerne flytter sig. De mister noget hver gang, mange er traumatiserede og mangler helt basale ting. Og vores prognoser viser desværre, at flygtningesituationen kun vil blive værre, siger Kim Petersen.

Farmor mistede forstanden

Noha har en lejlighed til sin familie, men den hjælper ikke de psykiske skader. I et hjørne sidder hendes 61-årige svigermor. Hun siger ikke et ord, da jeg hilser på hende og stirrer tomt ud i luften under hele besøget.

Da Noha giver hende en daddel, kigger hun længe på den, som om hun ikke genkender Mellemøstens mest kendte frugt. Til sidst spiser hun den langsomt uden at sige et ord.

- Før krisen var hun ansat i undervisningsministeriet og ordnede alt i hjemmet. I dag kan hun ikke genkende det meste af familien, kan ikke selv gå på toilettet og siger højst to ord på en hel dag. Lægerne siger, hun har mistet forstanden, efter alt det vi har oplevet. Nogle mennesker kan ikke klare at miste alt, siger Noha og fører en serviet op til sine øjne.

'Bare det var en drøm'

Noha er nu gravid i syvende måned med sin mand, men hun frygter for den generation, der vokser op i dagens Syrien.

- Det er den mest traumatiserede generation i Syriens historie. Børn tegner snigskytter og lig, når de leger, og de bliver voldelige af alt det, de har set. Syrien er sat 50 år tilbage efter alt, hvad der er sket, og det vil tage 50 år at rette op på, siger hun og fortsætter, mens gråden igen trænger ind i hendes stemme:

- Nogle gange ønsker jeg, at det hele bare var en drøm, jeg kunne vågne op fra.

Du kan se mere fra DR's besøg i Syrien i videoen øverst i artiklen.