Efter 11 dage: Trump fjerner kontroversiel kommunikationsdirektør

Anthony Scaramucci var for nylig blevet ansat i Det Hvide Hus.

Se de sparsomme højdepunkter fra Scaramuccis tid i Det Hvide Hus.

Efter kun 11 dage forlader den nyudnævnte kommunikationsdirektør, Anthony Scaramucci, sin post.

Det meddeler Det Hvide Hus.

- Hr Scaramucci mente, at det var bedst at give stabschef John F. Kelly en ren tavle og mulighed for at sætte sit eget hold. Vi ønsker ham alt det bedste, står der i en pressemeddelelse.

Se kommentaren fra Det Hvide Hus omkring Scaramuccis afgang.

På et pressemøde kort tid efter, at meddelelsen var sendt ud, gjorde pressetalsmand for Det Hvide Hus, Sarah Huckabee Sanders, det klart, at Anthony Scaramucci på nuværende tidspunkt ikke har en ny rolle i administrationen.

Ifølge The New York Times er det den nye stabschef, John F. Kelly, der har krævet kommunikationschefen fyret.

Dette ville pressetalsmanden ikke udtale sig konkret om, men sagde, at USA's præsident Donald Trump ikke var tilfreds med hans seneste udtalelser.

- Præsidenten følte, at Anthonys kommentarer var upassende for en person i hans position. Men dette var en gensidig samtale, der fandt sted mellem flere personer, sagde hun.

Her refererer hun til, at Anthony Scaramucci i en samtale, refereret i ugemagasinet The New Yorker, har sagt, at han ville få stabschefen Reince Priebus fyret.

Kort tid efter var Priebus fortid i Det Hvide Hus, og mandag er han officielt blevet erstattet af den tidligere sikkerhedsminister John F. Kelly.

Derudover har Anthony Scaramucci mistænkt Priebu for at stå bag flere lækager.

Den nu tidligere kommunikationsdirektør er ikke den eneste person, som har forladt Trump-administrationen under præsidentperioden.

Senest har Sean Spicer sagt op som pressetalsmand for Det Hvide Hus, fordi han, ifølge The New York Times, var utilfreds med ansættelsen af Anthony Scaramucci.