Efter 30 år ved magten: Museveni er genvalgt i Uganda

EU-Kommissionens observatører kritiserer Ugandas valgkamp og valgets forløb.

Yoweri Museveni vifter med sin blæk-beklædte lillefinger efter at have afgivet sin stemme i Ugandas stærkt kritiserede valg. (Foto: JAMES AKENA © Scanpix)

Ugandas præsident, Yoweri Museveni, har vundet en femte regeringsperiode, siger valgkommissionen i Kampala.

Museveni har været ved magten i 30 år i det østafrikanske land. Hans nærmeste rival, Kizza Besigye, er hans tidligere læge.

- Valgkommissionen erklærer Yoweri Kaguta Museveni for vinder af præsidentvalget i Republikken Uganda, siger kommissionen formand, Badru Kiggundu.

Museveni fik 60,8 procent af stemmerne. Besigye, fik 35,4 procent.

EU-Kommissionens observatører har kritiseret valgkampens og valgets forløb.

Anholdelser og ransagninger mod oppositionen

Kizza Besigy blev pågrebet på valgdagen torsdag, og han blev anholdt igen fredag.

Besigye blev tilbageholdt og angiveligt anholdt, da han var ved at se nærmere på en melding om, at det regerende parti fuskede med stemmerne.

Politiet har også ransaget oppositionens hovedkvarter, hvor myndighederne har affyret tåregas og skudt med vandkanoner.

Egentlig skulle valget i Uganda være afsluttet for længst. Men man måtte åbne flere valgsteder fredag, da logistiske problemer medførte lukkede valgsteder om torsdagen.

Internationale valgobservatører kalder forsinkelserne for "utilgivelige".

Besigye har flere gange antydet, at han forventer, at den 71-årige Museveni vil svindle for at fastholde magten.

Omkring 15 millioner kunne stemme ved valget i Uganda.

Besigye, som var Musevenis personlige læge i 1980'erne, udfordrede præsidenten for fjerde gang. Han er især populær i byerne, hvor arbejdsløsheden blandt unge er stor.

/ritzau/AFP

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube