Efter ransagninger i Bruxelles-forstad: Fem personer anholdt

Fem personer er ifølge den belgiske statsanklager anholdt i Molenbeek, hvor Europas mest eftersøgte mand i dag er blevet arresteret efter politiaktion.

Politiet har været talstærkt til stede og spærret flere gader af i forbindelse med aktionen i dag. (Foto: Stephanie Lecocq © Scanpix)

Siden belgisk politi i eftermiddag anholdt Europas mest eftersøgte mand, terrormistænkte Salah Abdeslam, har der været flere politiaktioner mod lejligheder i Bruxelles-forstaden Molenbeek, hvor Abdeslam holdt sig skjult.

Den belgiske statsanklager fortæller til aften, at i alt fem personer er tilbageholdt efter dagens aktioner, der varede fire timer.

Ud over Salah Abdeslam og Soufyane Kayal, som begge knyttes til Paris-angrebene i november, er tre medlemmer af den familie, som skjulte Abdeslam, arresteret, fortæller statsanklageren ifølge Reuters.

Molenbeeks borgmester har over for det belgiske medie Le Soir bekræftet, at der har været flere aktioner i gang mod adresser inden for området omkring den lejlighed, hvor Salah Abdeslam blev skudt i benet og anholdt.

Belgisk politi har været på sporet af Abdeslam, siden der blev fundet DNA-spor i en lejlighed i Vorst-området i det sydlige Bruxelles, som politiet ransagede i tirsdags.

Abdeslam har været eftersøgt siden det islamistiske angreb mod Paris, hvor 130 personer blev dræbt. Det var Salah Abdeslam, som kørte terroristerne hen til Bataclan den 13. november i en sort Renault Clio.

Det var også i hans navn, den sorte Seat var lejet, hvorfra der blev skudt mod folk på cafeer og restauranter i det 10. og 11. arrondissement i Paris.

Abdeslam blev standset i en bil på vej til Belgien dagen efter terrorangrebet i Paris, men fik lov at køre igen. Først senere fandt man ud af, at han var en af gerningsmændene bag terrorangrebet.

Siden har han været Europas mest eftersøgte terrorist.

Den anden anholdte Soufyane Kayal har angiveligt forbindelse til den mand, der blev dræbt under en aktion i tirsdags, Mohamed Belkaid, som spillede en central rolle i terrorangrebet i Paris.

Politiet har nu ophævet afspærringen af Rue Delaunoy, hvor aktionen har fundet sted, fortæller DR-journalist i området Lasse Berg Sørensen.

Opdateret klokken 21:48 efter den belgiske statsanklager har hævet antallet af anholdte fra tre til fem.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube