Eks-general: Krigsforbryderdomstol er satanisk

For første gang siden folkemordet i Srebrenica i 1995 har de to formodede hovedansvarlige for massakren været konfronteret med hinanden i en retssal.

Dette billede er taget 5. august 1993 og viser Radovan Karadzic (til højre), der lytter til Ratko Mladic. (© Scanpix)

Der var lagt op til et spændende møde, da den tidligere hærchef for de bosniske serbere, Ratko Mladic, klokken 10 skulle vidne ved FNs Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien (ICTY) i Haag.

General Mladic vidnede i sagen mod sin gamle chef, Radovan Karadzic, der var præsident for de bosniske serbere.

Begge er anklaget for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden for deres rolle under krigen i Bosnien fra 1992 til 1995.

Undskyldte sig med dårligt helbred

Mladic var mødt frem i gråt jakkesæt og blåstribet slips.

To muslimske kvinder sørger i forbindelse med genbegravningen af 775 ofre for folkedrabet i Srebrenica. (Foto: FEHIM DEMIR © Scanpix)

Fra første færd forsøgte den tidligere general at sabotere retsmødet. Han forsøgte først at slippe med henvisning til sit dårlige helbred, og manglede så pludselig sine tænder.

- Så vidner han, når gebisset kommer, sagde dommeren.

Nægtede at svare

En halv time senere kunne Radovan Karadzic endelig komme til at stille spøgsmål til sin gamle hærchef.

Karadzic stillede herefter fire spørsmål, der alle handlede om den årelange terrorbeskydning, som Mladic og hans folk udsatte Sarajevo for i begyndelsen af 90'erne.

Meningen var at vise, at den blodige belejring af Sarajevo mere var Mladic' skyld, end det var hans egen, men Ratko Mladic nægtede kategorisk at svare.

Hver gang henviste han til sit dårlige helbred og til, at hvis han svarede, ville det belaste ham i den retssag, der venter ham selv.

"Satanisk domstol"

På den måde kom der ingen nye oplysninger frem, heller ikke om massakren i sommeren 1995 i byen Srebrenica, hvor 8.000 bosniske mænd og drenge blev taget til fange og summarisk henrettet i løbet af få dage.

Inden mødet blev hævet, langede Mladic kraftigt ud efter domstolen.

- Der er ikke tale om en lovmæssig, men en satanisk domstol, sagde Mladic.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube