Ekspert: Ærgerligt med nye britiske retningslinjer for alkohol

I Storbritannien er der indført nye skrappe retningslinjer for alkohol. Men flere ting bliver overset, vurderer dansk ekspert.

Storbritannien har indført nye retningslinjer for indtag af alkohol. Det sker med baggrund i en alkoholforskning, der overser vigtige pointer, lyder det fra en professor. (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

Ny forskning omkring alkohol har fået briterne til at stramme retningslinjer i forhold til at indtage alkohol.

I stedet for at anbefale at mænd må drikke 3-4 genstande om dagen, og 2-3 for kvinder, så er der nu en ugentlig anbefaling. Nu anbefaler de britiske myndigheder, at du maksimalt indtager 14 genstande om ugen.

Det skriver BBC.

Danske anbefalinger om alkohol
  • Intet alkoholforbrug er risikofrit for dit helbred
  • Drik ikke alkohol for din sundheds skyld
  • Du har en lav risiko for at blive syg på grund af alkohol ved et forbrug på 7 genstande om ugen for kvinder og 14 for mænd
  • Du har en høj risiko for at blive syg på grund af alkohol, hvis du drikker mere end 14/21 om ugen
  • Stop før 5 genstande ved samme lejlighed
  • Er du gravid – undgå alkohol. Prøver du at blive gravid – undgå alkohol for en sikkerheds skyld
  • Er du ældre – vær særlig forsigtig med alkohol

Kilde: Sundhedsstyrelsen

De britiske sundhedsmyndigheder ændrer den daglige grænse til en ugentlig så folk ikke tror, det er i orden at drikke hver dag.

Forskningen viser nemlig, at uanset hvilken mængde man drikker, så øger det risikoen for kræft.

Men herhjemme bliver der sået tvivl om forskningen.

- Hvis man til gengæld breder det ud og kigger på alle mulige sygdomme, så ved vi jo, at der også er nogle beskyttende effekter hvad angår hjertesygdom og type 2 diabetes. Og dem, synes jeg, de glemmer i denne her sammenhæng, siger Morten Grønbæk, direktør og professor på Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet, til DR Nyheder.

Værre at drikke sig ned én gang om ugen

Professor Morten Grønbæk ærger sig over, at briterne har valgt at fokusere på det ugentlige forbrug.

- Hvis man i stedet fokuserer på det daglige, og holder sig på et lavt dagligt forbrug, så tager man ikke skade.

For det er værre at drikke 7-10 genstande fredag aften end at drikke 1-2 genstande hver dag.

- Så er det rigtig skadeligt, og der er ingen hjerte-beskyttende effekter, siger han.

Derudover overser de nye regler en vigtig pointe, for der bliver ikke gjort forskel mellem mænd og kvinder.

- Og det er jo sådan, at kvinder ikke kan tåle lige så meget alkohol som mænd, siger han.

I Danmark anbefaler man højst 7 genstande om ugen for kvinder og højst 14 for mænd.

OBS! Der er forskel på, hvor stor en genstand er i Danmark og i Storbritannien. En genstand i Storbritannien svarer til 8 gram ren alkohol. I Danmark svarer en genstand til 12 gram.

Hvad tænker du om de nye britiske retningslinjer?

Opslået af DR Nyheder på 10. januar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube