Ekspert: Alliance mellem USA og Israel er intakt

USA's præsident Barack Obama skærper retorikken. Men alliancen mellem USA og Israel lider ikke afgørende skade af Gaza-konflikt, vurderer ekspert.

Demonstration til fordel for Israel i New York i USA mandag. (Foto: STAN HONDA © Scanpix)

To uger inde i konflikten mellem Israel og Hamas i Gaza blev USA's udenrigsminister John Kerry fanget i at kritisere Israel med en mikrofon, som han troede var slukket.

Noget lignende skete for hans chef, præsident Barack Obama i 2011 under en - troede han - privat samtale med sin daværende kollega i Frankrig, Nicolas Sarkozy. Sarkozy beskyldte Israels regeringsleder Benjamin Netanyahu for at være en løgner, hvortil Obama svarede:

- Er du træt af ham? Det er mig, der er nødt til at beskæftige mig med ham hver eneste dag.

Skærpet tone

Det personlige forhold mellem USA's og Israels nuværende ledelser kunne bestemt være bedre.

Torsdag skærpede Barack Obama tonen over for Israel, da han fordømte et angreb mod en FN-skole i Gaza.

Og det amerikanske nyhedsbureau AP noterer i det hele taget en stigende frustration over Israel i USA's regering.

Det skyldes dels antallet af civile ofre i Gaza, men også en bølge i israelske medie af historier, som tilsyneladende har det formål at miskreditere Obama og John Kerry, skriver AP.

Forhold intakt

Men i det store billede truer det personlige uvenskab ikke forholdet mellem USA og Israel, vurderer cand.mag. i Mellemøststudier David Jano.

- Forholdet er intakt. Det er slet ikke sådan, at der er diplomatisk krise. Udadtil kan det godt være, at politikerne skælder hinanden ud, men indadtil er der stadig et meget tæt forhold.

- Og Kongressen i USA støtter stadig ubetinget Israel, siger han og peger på, at USA for eksempel har solgt ammunition til israelerne under Gaza-konflikten, siger David Jano.

Begyndte i 1967

Han forklarer, at det tætte parløbet mellem USA og Israel begyndte i 1967, da amerikanerne støttede israelerne i seksdageskrigen mod Egypten, Jordan og Syrien.

Og siden har landene udviklet sig til at være hinandens nærmeste allierede. Og det er der flere forklaringer på.

- Der er en meget stor amerikansk-jødisk lobby, som har utrolig stor indflydelse på amerikanske beslutningstagere. Og så har man i USA en forståelse for Israels projekt, fordi man også selv har etableret sig som stat efter en lang kamp.

- Man har også forståelse for Israels kamp mod terror, siger David Jano.

Han peger også på, at USA mere egoistisk har haft stor strategisk fordel af at have en nær allieret i Mellemøsten, som man samtidig kan sælge våben til.

Generationsskifte

Og mellemøsteksperten ser ingen tegn på, at alliancen vil blive svækket i den nærmeste fremtid. Men han noterer alligevel en bevægelse i den amerikanske opinion:

- Den generation, som lige nu har magten i USA, har et meget tæt forhold til Israel. Men man ser, at unge jøder i USA er meget mere kritiske over for Israel, end deres forældre er. Og flere og flere amerikanere siger, at de ikke kan sætte sig ind i den her voldsomme konfrontation, som Israel har kastet sig ud i.

- Så man kan se, at også i USA er der en tendens til, at man begynder man at sætte spørgsmålstegn ved det gennem generationer stålsatte forhold. Men det vil tage mange år, før der sker en ændring, siger David Jano.