Ekspert: Anholdt mands aktiestunt kunne ikke undgå at blive opdaget

Et så stort opkøb af optioner, som russisk-tysker foretog forud for angreb på spillerbus, vil altid blive opdaget og undersøgt, siger investeringsøkonom.

De tre sprængladninger, der eksploderede, da spillerbussen kørte forbi, var fjernstyrede og lå gemt i en hæk. (Foto: Ronald Wittek © Scanpix)

Sagen bliver kaldt den første af sin slags i tysk kriminalhistorie.

I morges anholdt tysk politi en 28-årig russisk statsborger for attentatet på fodboldklubben Borussia Dortmunds spillerbus med det motiv at ville tjene pengene på det aktiefald, han forventede ville følge efter angrebet.

Anholdelsen kommer ikke bag på Per Hansen, investeringsøkonom hos Skandinaviens største online børsmægler Nordnet, for den slags aktiestunt vil i sidste ende altid blive opdaget.

- På kort sigt ville han haft en mulighed for at tjene på det, men det ville med det samme være blevet gjort til genstand for en undersøgelse og dermed opdaget, siger han.

Ifølge en pressemeddelelse fra den tyske statsanklager havde den 28-årige installeret sig på samme hotel som Borussia Dortmunds fodboldhold på Hotel L'Arrivée.

Spekulere i aktiefald

Fra hotellet har han købt 15.000 såkaldte put-optioner for at spekulere i det kursfald, han forventede ville følge ved at dræbe og såre holdets spillere.

- Hvis nogen pludselig tager en så spekulativ position af så store dimensioner, som der her er tale om, så vil det vække mistanke og blive opdaget, siger Per Hansen.

Put-optioner er et finansværktøj, der blandt andet kan bruges til at spekulere i aktiefald.

Køberen af en option køber sig retten til at sælge en aktie til en bestemt pris inden for en tidsramme. I det her tilfælde havde den 28-årige købt sig ret til at sælge Borussia Dortmund-aktien til en fastlagt pris indtil midten af juni.

Hvis aktien falder i det tidsrum, vil han tjene forskellen, forklarer Per Hansen med et tænkt eksempel.

- Lad os sige, at han har købt retten til at sælge aktien til kurs fem, fordi han tror, prisen vil falde. Når kontrakten udløber, så er prisen på aktien faldet til kurs fire. For hver aktie har han så tjent forskellen på en euro, forklarer han.

Ifølge tyske medier håbede den anholdte på at tjene et stort millionbeløb på kursfaldet, han regnede med ville komme, hvis klubbens spillere blev dræbt eller sårede i angrebet.

Manden er ifølge statsanklageren anholdt for mordforsøg, farlig legemsbeskadigelse og for en sprængstofeksplosion.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube