Ekspert: Første skridt er taget til åben konflikt mellem Iran og Saudi-Arabien

Eskaleringen af det dårlige forhold mellem de to mellemøstlige stater er dårligt nyt for hele regionen, mener seniorforsker.

Nimr al-Nimr (afbilledet på plakaterne) blev henrettet for terror sammen med 46 andre personer. (Foto: SHAHZAIB AKBAR © Scanpix)

Forholdet mellem Saudi-Arabien og Iran er i løbet af weekenden gået fra skidt til værre.

I går aftes afbrød Saudi-Arabien de diplomatiske forbindelser med Iran.

Det skete efter Irans hårde fordømmelse af kongerigets henrettelse af den shia-muslimske leder Nimr al-Nimr - og fordi iranske demonstranter efterfølgende stormede den saudiarabiske ambassade i Teheran og satte den i brand.

Shia- og sunni-muslimer

Islam er opdelt i to hovedgrene, sunni og shia.

Mellem 85 og 90 procent af verdens halvanden milliard muslimer er sunni-muslimer.

Forskellen mellem de to grene ligger primært i doktriner, ritualer, lovgivning, teologi og religiøs organisation.

I Iran er 90 procent af befolkningen shia-muslimer.

I Saud-Arabien er cirka 85 procent sunni-muslimer.

Kilder: BBC, religion.dk

Nimr al-Nimr blev henrettet sammen med 46 andre. De var alle dømt for terror. Iran lovede efterfølgende "guddommelig hævn" over Saudi-Arabien.

Men selvom konflikten mellem de to lande ikke er noget nyt, så er den nuværende eskalering en alvorlig diplomatisk konflikt. Det mener seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Lars Erslev Andersen.

- Demonstrationerne mod den saudiske ambassade i Iran kom i to omgange, og i anden omgang så det ud som om, at demonstranterne fik mere eller mindre frit spil. Iran har en forpligtelse til at beskytte den ambassade, og det har de ikke gjort.

- Derfor reagerede Saudi-Arabien med at afbryde de diplomatiske forbindelser, og det er det første skridt til en åben konflikt, siger han.

En samlende skikkelse

Saudi-Arabien er et overvejende sunni-muslimsk land med et shia-muslimsk mindretal. Kun omkring 15 procent af den samlede muslimske befolkning tilhører den shia-muslimske gren af islam.

Iran derimod er primært shia-muslimsk, og derfor har konflikten mellem de to mellemøstlige stormagter religiøse under- og overtoner.

Den saudiske ambassade i brand i Tehran, Iran, lørdag. (Foto: MOHAMMAD REZA NADIMI © Scanpix)

- Nimr al-Nimr var en markant shia-muslimsk oppositionspolitiker, der igennem 10 år har kritiseret de forhold, som shia-muslimer lever under i Saudi-Arabien - forhold, som mange shia-muslimer mener, er både undertrykkende og marginaliserende, siger Lars Erslev Andersen.

Det med terrorisme er noget af en tilsnigelse.

Lars Erslev Andersen, seniorforsker

Han kalder al-Nimr, der har siddet fængslet i Saudi-Arabien siden foråret 2012, for en samlende skikkelse for landets shia-muslimer.

Dom uden hold i virkeligheden

Begrundelsen for henrettelsen af al-Nimr var terrorisme – men det holder ikke vand, vurderer Lars Erslev Andersen.

- Vi ved, at han er en meget kras kritiker af styret, men også at han har været kritisk med ord og ikke med våben. Så det med terrorisme er noget af en tilsnigelse, må man nok sige.

Truslen om guds straf

Nimrs al-Nimrs henrettelse fik da også Irans religiøse overhoved, ayatollah Ali Khamenei, til at skrue gevaldigt op for retorikken imod Saudi-Arabien.

- Henrettelsen af sheik Nimr al-Nimr er virkelig en forbrydelse – en stor forbrydelse. Det er også en fejltagelse, der uden tvivl vil indhente det saudiske styre. Politikerne i den saudiske regering må ikke være i tvivl om, at al-Nimrs blod vil føre dem til helvede.

- Den mægtige gud vil ikke ignorere de uskyldiges blod, udtalte ayatollahen efter henrettelsen af den shia-muslimske politiker.

Henrettelsen af Nimr al-Nimr har udløst voldsomme protester flere steder i verden. Her i Baghdad, Irak. (Foto: AHMAD AL-RUBAYE © Scanpix)

Det er en skarp kritik, som kommer oveni den rivalisering, der allerede eksisterer mellem de to lande, mener Lars Erslev Andersen.

Men selvom ”guddommelig hævn” lyder som en alvorlig trussel, så skal man ikke tage den som en bogstavelig trussel fra Iran mod Saudi-Arabien.

- Det, ayatollah Ali Khamenei forudsiger, er Guds straf. Han går ikke ud og siger, at nu gør Iran sådan og sådan. Det er mere et udsagn om, at det her er så meget imod Allahs vilje, at Allah vil hævne det.

Dårligt nyt for regionen

De problemer, der gør sig gældende i Mellemøsten – i Syrien, Irak, Yemen, Bahrain og Libanon, bliver bestemt ikke mindre med den her eskalering.

Lars erslev andersen, seniorforsker

Ifølge Lars Erslev Andersen betyder den nuværende konflikt, at de to lande ikke længere kan sidde ved samme bord. Og det kan risikere at trække udviklingen i regionen i den forkerte retning, siger han.

- Det vil for eksempel også gøre sig gældende ved forhandlinger om en våbenhvile i Syrien. De problemer, der gør sig gældende i Mellemøsten - i Syrien, Irak, Yemen, Bahrain og Libanon - bliver bestemt ikke mindre med den her eskalering.

Saudi-Arabien bliver det land, som verdenssamfundet vil forsøge at få tilbage til forhandlingsbordet, sådan som man sagde for nogle måneder siden om Iran, mener Lars Erslev Andersen.

- For man har brug for både Iran og Saudi-Arabien for at få løst de problemer, der er i Mellemøsten.

Henrettelsen af Nimr al-Nimr har udløst demonstrationer foran Saudi-Arabiens ambassader i blandt andet Bahrain, USA, Tyrkiet, England, Pakistan og Irak.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube