Tema Nordkoreas missiltrussel

Ekspert: Internettet får flere nordkoreanere til at hoppe af

Nordkoreansk topdiplomats afhoppen er et tab for Nordkorea, siger instititutleder og seniorforsker.

Antallet af afhoppere fra Nordkorea er steget dratisk over det seneste årti. Økonomien og internettet er årsagen, siger seniorforsker. (Foto: KCNA © Scanpix)

Nordkorea har mistet sin viceambassadør i Storbritannien, efter Thae Yong Ho tidligere på måneden valgte at flygte til Sydkorea.

Han er dog er langt fra den første højtstående person, der vender Nordkorea ryggen, men hans beslutning bliver et tab for styret i Pyongyang.

Det siger Geir Helgesen, der er instititutleder og seniorforsker på Nordisk Institut for Asienstudier (NIAS) med Nordkorea som speciale.

- Han er jo ikke den første højtstående person, og så højtstående en person, var han trods alt ikke. Men han var en nyttig håndlanger, fordi han kunne manøvrere i den her del af verden, siger Geir Helgesen.

Antallet af afhoppere fra Nordkorea er generelt støt stigende. Der findes ikke officielle tal, men ifølge seniorforskeren er op mod 30.000 hoppet af i de seneste ti år. Tidligere drejede det sig blot om "nogle håndfulde", og den stigning er der en god forklaring på, siger Geir Helgesen.

- Det er efter min vurdering et eksempel på, at det er blevet nemmere at komme afsted, og at man ved mere om omverdenen end tidligere. Den økonomisk og teknologiske udvikling har fået flere til at hoppe af, selvom styret gør alt, hvad det kan for at lukke kommunikationen til omverdenen.

Et tab for Nordkorea - men ingen sejr for Vesten

Hvad angår Thae Yong Ho, så kommer det nordkoreanske styre formentlig til at ærgre sig over, at han er afhoppet, vurderer Geir Helgesen, der selv mødte Thae Yong Ho, da han i slutningen af 1990'erne var ambassadør i Danmark.

Ifølge Geir Helgesen var nordkoreanerenen vestligsindet diplomat, der forstod de vestlige værdier. Og fordi han gjorde det, var han vigtig for Nordkorea.

- Det er et tab for Nordkorea, fordi de har brug for folk som ham, der kan tale i vesten på en afslappet, ikke-ideologisk måde, siger han.

Ifølge Geir Helgesen er et af Nordkoreas største problemer, at de mangler folk, der kan forstå vestlige værdier. Det giver en oplagt fordel ved forhandlingsbordet, vurderer han.

Derimod bliver det ikke nødvendigvis en stor gevinst for Vesten, at Thae Yong Ho nu ikke længere er nordkoreansk topdiplomat – udsendt af Nordkorea. De mange år uden for Nordkorea har nemlig gjort, at han ikke er særlig tæt på ledelsen i landet, siger Geir Helgesen.

- Men jeg tvivler ikke på, at det giver store overskrifter i sydkoreansk presse. De har et helt apparat, der tester tidligere diplomater. Han bliver formentlig grillet af deres efterretningstjeneste nu.

- Når det er overstået, så vil de give ham både et job og en lejlighed for at sørge for, han fungerer.