Ekspert om tysk frikadellekrig: Svinekødspligt bliver gjort til grin

Politikere og medier kalder CDU's forslag om svinekød i offentlige kantiner i Slesvig-Holsten for noget værre vrøvl.

Forslaget om svinekød i de offentlige kantiner i Slesvig-Holsten kommer fra delstatspolitikerne i Angela Merkels parti CDU. (Foto: FABRIZIO BENSCH © Scanpix)

Der bør serveres mindst én ret med svinekød hver dag i de offentlige kantiner i Slesvig-Holsten, foreslår delstatspolitikerne fra CDU.

Et lignende forslag blev vedtaget herhjemme i Randers Byråd i januar.

I Tyskland vækker forslaget dog ikke begejstring.

- Forlaget har fået opmærksomhed på forbundsniveau og bliver gjort til grin politisk og i de tyske medier, siger Siegfried Matlok, politisk kommentator og tidligere chefredaktør på Der Nordschleswiger.

- Da Angela Merkel hørte om forslaget fremsat af sit eget parti, har hun sikkert fået morgenmaden galt i halsen. Men hun vil nok ikke reagere kraftigt. Hun er vant til sjove forslag fra CSU (CDU's konservative søsterparti, red.) i delstaten Bayern.

Vicekansler og formand for Tysklands socialdemokratiske parti SPD, Sigmar Gabriel, kalder forslaget for en komedie.

- Jeg har aldrig hørt noget så vrøvlet. Man skal passe på, at man ikke reducerer flygtningedebatten til et 'comedy-indslag', siger Sigmar Gabriel til Spiegel Online.

Siegfried Matlok spår da heller ikke forslaget en lys fremtid og forklarer, at regeringen i Slesvig-Holsten, som består af SPD, De Grønne og det danske mindretalsparti SSW, afviser initiativet.

- De henviser til, at der ikke står noget om svinekoteletter og frikadeller i den tyske grundlov.

CDU har ifølge Siegfried Matlok ikke hentet inspiration fra 'frikadellekrigen' i Randers.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube