Tema Angreb ved Moske i London

Én død efter bil har påkørt mennesker i London

En person er død og flere såret. Politiet efterforsker det som et muligt terrorangreb.

En person er død og otte er bragt til hospitalet, efter at de natten til mandag er blevet ramt af en varevogn i den nordlige del af London i nærheden af en moské.

Mindst to af de sårede er i kritisk tilstand.

Det oplyser politiet i den britiske hovedstad på et pressemøde.

- Dette var et angreb på London og alle borgere i London, og vi skal alle stå sammen mod ekstremister uanset deres årsag, sagde politichef Neil Basu og fortalte ligeledes, at politiet ikke ved med sikkerhed, om personen er død som følge af angrebet.

Hændelsen er sket på Seven Sisters Road, der ligger tæt på moskéen Finsbury Park Mosque og det islamiske kulturcenter, Muslim Welfare House. Alle ofrene var en del af det muslimske samfund. En person er efterfølgende blevet anholdt.

Tidligere oplyste Metropolitan Police, at køretøjets fører - en mand på 48 år - blev fundet og tilbageholdt af offentligheden på stedet og blev derefter anholdt af politiet i forbindelse med hændelsen.

Han er bragt til hospitalet for at blive undersøgt og vil blive taget i politiets varetægt, når han er udskrevet.

På nuværende tidspunkt ser det ikke ud til, at der er flere gerningsmænd involveret, fortæller politichef Neil Basu fra politiet i London på pressemødet.

Ifølge en lokal radiostation har politiet afspærret et område ved undergrundsstationen Finsbury Park, skriver Reuters.

May: Bliver undersøgt som muligt terrorangreb

Ifølge Reuters har Storbritanniens premierminister, Theresa May, oplyst, at nattens hændelse bliver efterforsket som en mulig terrorhandling af den britiske antiterrorenhed og kalder den "forfærdelig".

- Alle mine tanker går til de kvæstede, deres pårørende og beredskabstjenesten på stedet, siger hun.

Også Londons borgmester, Sadiq Khan, udtrykker sin sorg i en pressemeddelelse.

- Ligesom de frygtelige angreb i Manchester, Westminster og London Bridge er det her også et angreb på alle vores fælles værdier af tolerance, frihed og respekt , skriver han.

Politiet var massivt til stede i nat:

Borgmesteren oplyser, at der vil være flere betjente i området for at berolige befolkningen - specielt dem der holder ramadan.

Påkørslen skete netop, som en aftenbøn i forbindelse med ramadanen var afsluttet i den nærliggende moske.

Det Muslimske Fællesråd i Storbritannien kaldte hændelsen for en "bevidst handling" kort tid efter det skete, skriver BBC.

Beredskabet i London og det øvrige Storbritannien er højt efter flere angreb har ramt landet på få måneder.

Angreb i Storbritannien

  • 22. marts: En terrorist kørte ind i fodgængere på Westminster Bridge ved det britiske parlament og dræbte tre. Efterfølgende kørte han ind i et hegn og prøvede at tiltvinge sig adgang til parlamentet, inden han blev skudt og dræbt af politiet. Flere end 50 personer blev såret under angrebet.
  • 22.maj: Angrebet i Manchester 2017 var en eksplosion uden for Manchester Arena i Manchester, efter en koncert med den amerikanske sangerinde Ariana Grande. 22 blev dræbt og omkring 59 såret. Gerningsmanden blev også dræbt ved hændelsen.
  • 3. juni: Tre formodede islamister dræbte otte mennesker og sårede 48 ved at køre fodgængere ned på London Bridge og knivstikker mange i Borough Market i den britiske hovedstad.