En kvinde har friet til Breivik i fængslet

En kvinde sendte Breivik et fanbrev i fængslet, hvor hun friede til ham.

Anders Behring Breivik har modtaget et frierbrev, mens han har siddet i fængsel efter terrorangrebet den 22. juli. (© Scanpix)

Breivik har fået en kærlighedserklæring fra 16-årige pige, og en kvinde har friet til ham per brev, mens han har siddet i Ila Fængsel i Oslo. Det kom frem i retten mandag, da de to retspsykiatere Agnar Aspaas og Terje Tørrissen gennemgik deres samtaler med Breivik.

- Han har store bunker af støtteerklæringer - flere hundrede breve, og han har vist mig et udvalg af dem, siger retspsykiater Terje Tørrissen.

Der er mange kærlighedserklæringer i brevbunken, siger retspsykiateren.

- Flere kvinder har skrevet til ham, og han har også fået et frierbrev og breve fra flere religiøse, som ville omvende ham, siger Tørrissen.

Flere er inspireret af Breivik

Blandt kærlighedsbrevene ligger der også flere støttebreve til Breiviks terrorangreb og ideologi.
Massemorderen har også modtaget et brev fra en familie i Sverige.

- Flere siger, at de er blevet inspireret af hans handlinger, og folk bruger de samme ord og vendinger som Breivik gør. Nogle siger, at de er blevet inspireret af ham og blevet mere ekstreme efter observandens handlinger, siger Terje Tørrissen. .