Erhvervslivets top-chefer flygter fra Trump efter Charlottesville-drab

Tre medlemmer af Donald Trumps erhvervsråd er fratrådt inden for det samme døgn.

Kenneth Frazier, topdirektør i medicinalgiganten Merck, har forladt Donald Trumps erhvervsråd som en konsekvens af præsidentens tøvende afstandstagen til hvide højreekstremister. (Foto: Michael Reynolds © Scanpix)

Tre direktører fra toppen af USA's erhvervsliv er trådt ud af et erhvervspanel, American Manufacturing Council, som de sad i for at rådgive præsident Donald Trump i jagten på at skabe nye arbejdspladser og vækst i landet.

Det sker i kølvandet på, at Donald Trump tøvede med at fordømme højrenationale kræfter i forbindelse med lørdagens drab på en ung kvinde ved en demonstration i Charlottesville, Virginia. Præsidenten er også blevet kritiseret både af fremtrædende Demokrater og Republikanere for hans manglende vilje til at fordømme de kræfter, der ønsker hvidt overherredømme i USA.

Holder fast i kampen mod ekstremisme

Kenneth Frazier, en af landets mest kendte afroamerikanske erhvervsfolk, der er administrerende direktør for medicinalgiganten Merck, trådte mandag ud af rådet.

Frazier begrundede sit exit med, at han har et ansvar for at holde fast i kampen mod vold og ekstremisme.

- Amerikas ledere må leve op til vores grundliggende værdier ved klart at tage afstand fra had, fordomme og forestillinger om en gruppes overherredømme, som er stik imod det amerikanske ideal om, at alle mennesker er født lige.

Kort efter gik Trump til angreb på Twitter:

- Nu hvor Ken Frazier fra Merck Pharma er trådt ud af præsidentens Manufacturing Council, så får han mere tid til at SÆNKE ÅGERPRISERNE PÅ MEDICIN.

Siden fulgte både Kevin Plank, administrende direktør for sportsbeklædningsfirmaet Under Armour, og Brian Krzanich, der står i spidsen for IT-giganten Intel, med.

Under Armours topdirektør Kevin Plank er trådt ud af Trumps erhvervsråd. (Foto: Steve Marcus © Scanpix)

Kevin Plank tog i første omgang afstand fra drabet i Charlottesville med et tweet om, at Under Armour var kede af det, der var sket, og at der ikke var plads til racisme og diskriminering i denne verden. Men han blev siden opfordret til at trække sig fra Trumps erhvervsråd, og det valgte han at gøre.

- Under Armour engagerer sig i sport, ikke i politik. Jeg er glad for at have haft muligheden for at hjælpe, men jeg har besluttet mig for at træde ud af rådet, udtalte han senere på Under Armours Twitter-profil.

Intel-direktør Krzanich begrundede sin fratræden således:

- Jeg fratrådte for at henlede opmærksomheden på den alvorlige skade, som det skarpt opdelte politiske klima tilføjer alvorlige emner, herunder det presserende behov for at gøre noget ved tilbagegangen i amerikansk industri.'

Tilbage i februar forlod Uber-direktøren Travis Kalanick Trumps erhvervsråd, mens Tesla-direktør Elon Musk og Disney-bestyrelsesformand Bob Iger fratrådte i juni, da Trump meddelte, at han ville trække USA ud af Paris-klimaaftalen. Fagforeningsformanden Richard Trumka, som står i spidsen for 12 millioner medlemmer, har meddelt, at han overvejer at trække sig.

Blandt de tilbageværende medlemmer i rådet er Mary Barra, administrende direktør for General Motors, Jamie Dinon, bestyrelsesformand i JP Morgan, Indra Nooyi, bestyrelsesformand og topdirektør hos Pepsi, Ginni Rometty, topdirektør i IBM , samt Steven Schwarzman, direktør for Blackstone.

20-årig sigtet for drab efter påkørsel

​En 20-årig højreekstremist er anholdt og sigtet for drab efter at have kørt ind i en menneskemængde, hvor en 32-årige kvinde blev dræbt og yderligere 19 personer blev såret.

I første omgang mente præsidenten, at begge grupper, som var samlet i Charlottesville, på den ene side Ku Klux Klan-tilhængere, nynazister, og folk fra den såkaldte Alt-Right-bevægelse og på den anden side en moddemonstration, havde lige stor andel i bilangrebet.

- Vi fordømmer på det kraftigste denne frygtelige fremvisning af had, snæversynethed og vold fra mange sider, sagde han.

Fra mange sider, gentog Trump, som altså ikke direkte tog afstand fra gruppen af hvide højreekstremister, som var forsamlet i Charlottesville.

En reaktion, som man i det højreradikale miljø fejrede som en sejr:

- Ingenting specielt rettet mod os. Ingen fordømmelse overhovedet. Da han blev bedt om at fordømme os, gik han bare ud af rummet. Virkelig, virkelig godt. Gud velsigne ham, lød det begejstret på den nynazistiske hjemmeside, Daily Stormer, om Trumps første reaktion.

Bliver aldrig tilfredse

Der gik to døgn, inden Trump mandag var klar til at tage afstand fra racistisk motiveret vold.

- Racisme er ondskab - og de, der udøver vold i dens navn, er kriminelle og slyngler. De inkluderer Ku Klux Klan, nynazister, hvide racister og andre hadgrupperinger, der er i strid med alt, hvad vi som amerikanere holder kært, fastslog præsidenten mandag.

Men efterfølgende var han på Twitter vred over, at medierne ikke reagerede på hans budskab, som han havde ønsket det.

- Kom med yderligere bemærkninger om Charlottesville og igen indså jeg, at #Fake News-medierne aldrig bliver tilfredse... virkeligt dårlige mennesker!, skrev Trump på Twitter natten til i dag dansk tid.

Anthony Scaramucci, der en kort overgang var ansat som kommunikationschef for Trump i Det Hvide Hus, var mandag gæst i Stephen Colberts politiske talkshow. Han fastslog, at Trump burde have fordømt hvidt overherredømme og nynazister tidligere.

- Hvem stoppede ham, spurgte værten Stephen Colbert.

- I sidste ende var det kun præsidenten selv, konstaterede Scaramucci, der i øvrigt fastslog, at han stadig er Trump-støtte, og at han betragter præsidenten som et menneske med stor medfølelse.