EU-eksperter: Overvågning er gået for vidt

Europas stater er gået for vidt i overvågningen af borgerne for at forhindre terror, mener et nyt nyt uafhængigt EU-forskningscenter.

Terrorbekæmpelsen har betydet øget kontrol med borgerne. Nu er det gået for vidt, mener et nyt EU-institut.

Europas stater er gået for vidt i overvågningen af borgerne for at forhindre terror, mener et nyt nyt uafhængigt EU-forskningscenter.

Instituttet advarer om, at den omfattende aflytning af mobiltelefoner og registrering af folks brug af internettet truer med at underminere privatlivets fred og borgerrettighederne.

Forskningscenteret åbner officielt i Bruxelles i næste uge og bliver EU's første grænseoverskridende netværk, skriver Jyllands-Posten.

- EU mangler en uafhængig vagthund, der kan lægge pres på EU's regeringer, siger Venstres medlem af EU-Parlamentet, Karin Riis-Jørgensen, der er en af hovedkræfterne bag initiativet.

Vagthunden er blevet døbt European Privacy Association (EPA), og den samler flere af kontinentets førende eksperter, politikere og jurister med speciale i privatlivets fred og databeskyttelse.