EU-korrespondent: Cameron har for meget på spil

ANALYSE: Den britiske premierminister har takket nej til at tale til EU-parlamentet, men har stadig behov for parlamentets støtte til sit forslag om en ændring af det britiske EU-medlemskab.

Den britiske premierminister, David Cameron (t.v), har i dag mødtes med formanden for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker (t.h.), samt EU-parlamentets formand, Martin Schulz og adskilige andre prominente parlamentarikere, (Foto: Laurent Dubrule © Scanpix)

Pænt nej tak.

Sådan lød den britiske premierminister David Camerons svar på invitationen til at stille sig op foran EU-parlamentet for at forklare helt præcis, hvad Storbritanniens planer for et "reformeret medlemskab" af EU indebærer.

I stedet har Cameron valgt at mødes med parlamentets præsident, Martin Schultz, og en række toneangivende parlamentarikere.

Den britiske premierminister har alt for meget på spil til at ville stille sig op foran det samlede parlament, fortæller DR’s EU-korrespondent Karin Axelsson fra Bruxelles.

- Han har givetvis ikke haft lyst til at skulle stå for skud foran mere end 700 parlamentarikere, heriblandt en række meget markante britiske EU-modstandere – især så tæt på torsdagens og fredagens topmøde om den britiske aftale.

På det kommende topmøde skal EU-medlemslandene diskutere det forslag, som den britiske premierminister har udarbejdet i samarbejde med EU-Kommissionen, og som skal danne grundlag for den kommende britiske folkeafstemning.

Ingen tør være skråsikre

Det forbliver uvist, om Cameron vil komme igennem med sit forslag ved det kommende topmøde, siger Karin Axelsson.

- Alle håber på en aftale, men ingen andre end Cameron selv tør være for skråsikre nu.

Ifølge Karin Axelsson har David Cameron derfor stadig brug for parlamentets støtte. Efter mødet med Cameron i dag ville parlamentets præsident dog hverken give Kommissionens forslag om et ændret medlemsskab sin fulde støtte - eller afvise det.

- Jeg kan garantere, at parlamentet vil lovgive baseret på kommissionens forslag, så snart Storbritannien har afholdt deres folkeafstemning.

- Men lad mig samtidig gøre det fuldstændig klart, at ingen regering kan komme til parlamentet og sige: Dette er vores forslag, kan I give os en garanti om resultatet. Dette er ikke en mulighed i et demokrati, lød det fra Martin Schulz efter dagens møde.

Stigende nervøsitet

I går rådede ministerrådets præsident Donald Tusk samtidig alle EU’s medlemslande til at besinde sig. Holder de ikke igen med deres egne krav, så er der ifølge præsidenten en reel risiko for, at Storbritannien ender med at forlade EU.

Anbefalingen kom efter blandt andre Polen, Slovakiet, Ungarn og Tjekkiet har afholdt et mini-topmøde, hvor de har lagt sig fast på en fælles kritisk holdning til Storbritanniens forslag - en holdning, som de har valgt ikke at dele med parlamentet forud for torsdagens EU-topmøde.

- På samme vis sagde formanden for EU-parlamentet, Martin Schultz, også her efter mødet med Cameron, at unionen risikerer at falde fra hinanden.

- Så der er en stigende nervøsitet for, hvordan det skal gå her torsdag og fredag.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube