EU vil sætte hårdt ind mod terror

EU-landenes justitsministre er enige om at kriminalisere en række handlinger, som kan bane vejen for terror.

EU's justitsministre mødtes i dag i Bruxelles, hvor de blev enige om et direktiv, der skal sætte hårdt ind mod terror. (Foto: OLIVIER HOSLET © Scanpix)

EU-landenes justitsministre begyndte fredag deres møde i Bruxelles med stilhed for at mindes ofrene for terror i Europa.

På mødet blev ministrene enige om et direktiv, der skal sætte hårdere ind mod terrorisme.

Direktivet opstiller en definition af terror og styrker EU-landenes lovgivning mod terror ved at kriminalisere en række forberedende handlinger.

Det gælder blandt andet finansiering af terror og mere direkte handlinger som at rejse til udlandet for at få træning i at udføre terror.

Dermed lægger EU-landene nu op til en endnu hårdere kurs over for terror og handlinger, der kan føre til terror.

Det danske retsforbehold betyder, at Danmark ikke omfattet af direktivet, som nu skal behandles i Europaparlamentet.

Siden angrebene i Paris for fire måneder siden har EU-landene skærpet kampen mod terror. På møderne torsdag og fredag i Bruxelles har ministrene både diskuteret en skærpet indsats mod våben og mod terror.

Det er Holland, som i øjeblikket har formandskabet for EU. Landets justitsminister, Ard van der Steur, siger om fredagens konklusion:

- Jeg er glad for, at vi på EU's årlige mindedag for ofrene for terrorisme kan levere på vores fælles bestræbelser om at bekæmpe nye former for terrorisme og den trussel, som fremmedkrigere udgør. Vi bliver nødt til at vise, at vi står samlet, siger Ard van der Steur.

Direktivet kriminaliserer også rejser, der har terrorformål. Det kan eksempelvis være fremmedkrigeres rejser til Syrien.

Finansiering og anden hjælp til sådanne rejser skal EU-landene fremover også straffe, ligesom modtagelsen af terrortræning eller hjælp til at få træning bliver kriminaliseret.

Direktivet betyder også, at andre former for finansiering af terrorgrupper bliver kriminaliseret - eksempelvis køb af kulturskatte stjålet af terrorgrupper fra besatte områder.

Derudover skal direktivet sikre, at ofre for terror i EU-landene er sikret umiddelbar adgang til sygehuse og psykologhjælp samt information om deres rettigheder, uanset hvor de befinder sig.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube