Europakorrespondent: Svensk udenrigsminister viklet ind i socialdemokratisk pamperi-skandale

ANALYSE: Sagen mod den markante svenske udenrigsminister vil uanset udfaldet plette de svenske Socialdemokrater, vurderer DR's Europakorrespondent.

Margot Wallström har også en fortid som EU-kommissær, her sammen med tidligere formand for EU-Kommissionen, Jose Manuel Barrosso. (Foto: Sebastien Pirlet © Scanpix)

Det svenske politi har i dag indledt en efterforskning af landets udenrigsminister, Margot Wallström, for korruption.

Ministeren er anmeldt for at have fået en lejekontrakt fra fagforbundet Kommunal, oplyser chefanklager fra den nationale enhed for økonomisk kriminalitet, Alf Johansson, skriver Ritzau.

Kommunal ejer flere centrale lejligheder i Stockholm, som der er stor rift om. Derfor hævder kritikere, at Wallström har sprunget den lange venteliste over på en lejlighed. Wallström selv selv påstår at have fået fejlagtige oplysninger fra Kommunal.

Men den foreløbige undersøgelse af den svenske udenrigsminister er blot en lille del af en længere saga med fagforbundet Kommunal - LO's største forbund i Sverige, i den absolutte hovedrolle.

Historien er nemlig kommet frem i det svenske medie Aftonbladets afdækning af en større socialdemokratisk pamperiskandale. Det fortæller DR's Europa-korrespondent og Sverigeskender, Anna Gaarslev.

- Artiklerne viser at ved siden af at være fagforening, kører Kommunal et selskab, der driver bar- og restaurantvirksomhed. Alene det, at der er nøgne damer, og at man kan købe vin for 33.000 flasken, er noget, som ikke glider godt ned hos medlemmerne.

Det er i den grad en sag, der forarger ganske almindelige mennesker.

Anna gaarslev

- Men det mest bemærkelsesværdige er, at selskabet har kørt med et stort underskud, som i de sidste mange år er løbet op i 320 millioner svenske kroner.

Derudover har lederne i fagforbundet spist og drukket gratis på deres egne etablissementer – blandt andet på en restaurant i Stockholm og på et kursussted i Skærgården, fortæller Anna Gaarslev.

Vækker vrede i befolkningen

Sagen om misbrug af medlemmernes kontingenter har vakt harme i den svenske befolkning. Indtil videre har 5.000 medlemmer meldt sig ud af fagforeningen i protest.

- Det er i den grad en sag, der forarger ganske almindelige mennesker. Prøv at forestille dig, at man har en fagforening, der ved siden af at drive fagforening, der for medlemmernes penge driver luksusrestauranter, der i øvrigt går med eklatante tab.

- Og oveni rejser ledelsen til London på hyggeweekend og går ud og spiser og drikker og afholder det ene arrangement efter det andet for medlemmernes penge på luksusrestauranter og kursusejendomme, som er ejet af dem selv, og som går med tab. Det bliver folk meget vrede over.

Det naturlige næste skridt

Anklagerne mod Wallström er ubehagelige - men et naturligt resultat af Aftonbladets afsløringer, fortæller Anna Gaarslev.

- Lige nu er positionerne fastlåst. Wallström siger, at hun har fået lejligheden på et helt bestemt grundlag, og i Kommunal siger man, at det kan ikke passe. Så man bliver nødt til at finde ud af, hvad der er op og ned i denne her sag.

- For det er ikke sikkert, at der er begået noget kriminelt – en vennetjeneste, ja, men ikke nødvendigvis noget, der kan karakteriseres som korruption eller er så alvorligt, at det rent faktisk kan få et retsligt efterslæb.

Ifølge Margot Wallström var hun ikke klar over, at hun sprang nogen over i boligkøen, da hun fik lejligheden i Stockholm. Ifølge Aftonbladet er der i gennemsnit 15,2 års ventetid på ældre lejligheder i den svenske hovedstad. (Foto: HENRIK MONTGOMERY © Scanpix)

Socialdemokratiske superstjerne

Det er ikke hvilken som helst politiker, som nu bliver sat i søgelyset. Wallström har nemlig været noget af en politisk superstjerne blandt de svenske socialdemokrater, fortæller Anna Gaarslev.

Da den daværende socialdemokratiske udenrigsminister og formandskandidat Anna Lind i 2003 mistede livet som følge af et knivoverfald, stod Wallström øverst på listen over øvrige kandidater til kommende formand.

Som udenrigsminister har hun gjort sig bemærket blandt andet ved at lægge sig ud med Saudi-Arabien, og hun sad også på posten, da den svenske regering valgte at anerkende Palæstina som en stat.

Den har allerede plettet fagbevægelsen, og dermed også Socialdemokraterne.

Anna gaarslev

- Hun har ikke ligget på den lade side og er helt klart en af de største og bedst kendte socialdemokrater, fortæller Anna Gaarslev.

Pamperiet lever i bedste velgående

Uanset, hvad der bliver udfaldet af undersøgelsen af omstændighederne omkring udenrigsministerens lejemål, så vil sagen komme til at plette Socialdemokraterne, vurderer Anna Gaarslev.

- Den har allerede plettet fagbevægelsen, og dermed også Socialdemokraterne. For det kan godt være, at man har skåret mange af de gamle formelle bånd mellem fagbevægelsen og Socialdemokraterne, og den tid, hvor fagbevægelsen bestilte en lovgivning og fik den gennemført, er for længst forbi.

- Men den viser bare, at de uformelle bånd stadigvæk eksisterer. At det pamperi, som mange troede, var en saga blot, det eksisterer i bedste velgående.

Du kan læse meget mere om Aftonbladets afdækning af forholdene i Kommunal her.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube