Fem effektive angrebs-kampagner fra amerikanske valgkampe

Angrebskampagner er langt fra nydelige, men meget effektive. Derfor er de blevet en fast del af amerikansk politik og valgkampene.

Barack Obama brugte ironi og tegnefilmsfiguren 'Big Bird' i en angrebskampagne mod republikanske Mitt Romney i 2012. (Foto: Screenshot fra Barack Obamas kampagnefilm 'Big bird' © Barack Obama)

"Mudslinging ... as American as Mississippi mud" - "Mudderkastning ... lige så amerikansk som mudder fra Mississippi".

De amerikanske valgkampe har tradition for at byde på heftige kampagner, hvor kandidaterne hænger hinanden ud. Den såkaldte "mudslinging" er efterhånden en fast bestanddel af enhver valgkamp.

Det igangværende præsidentvalg i USA bliver sandsynligvis ingen undtagelse, spår avisen The Telegraph. I år forventer man, at kampagnerne, de såkaldte ’attack ads’, bliver barskere end nogensinde.

Angrebskampagnerne er langt fra nydelige, til gengæld har de stor effekt og strategisk værdi, fortæller Frederik Preisler, kreativ direktør i kommunikationsbureauet Mensch.

- Tonen i amerikansk politik er hård. Kan man fremstille sin modstander som utroværdig og umoralsk, så er det et langt stærkere våben end at sætte spørgsmålstegn ved faglige kvalifikationer og erfaring. Når vi som vælger eller forbruger skal træffe et valg, er vi enormt styret af værdier og følelser, siger han.

Her er et overblik over nogle de mest omtalte attack ads i amerikansk politik:

Daisy Girl - 1964

Under præsidentvalget i 1964 lancerede den demokratiske kandidat Lyndon B. Johnson en kampagne mod republikanske Barry Goldwater. Budskabet var simpelt: "Stemmer du på ham, vil små piger blive bombet".

Debatten om atomvåben var oppe i tiden, og kampagnen var et modsvar til Goldwaters udmelding om, at han var villig til at bruge atomvåben, hvis der ingen andre udveje var.

Lyndon B. Johnson vandt præsidentvalget dette år.

Laughter - 1968

I valgkampen i 1968 brugte Hubert Humphrey fra Demokraterne et simpelt greb i sit forsøg på at latterliggøre den republikanske vicepræsidentkandidat Spira Agnew: Latter.

Tanken var, at ingen ville stemme på en kandidat, som alle griner af.

Republikanske Richard Nixon vandt præsidentvalget dette år.

Willie Horton - 1988

I 1986 kom William Horton, der sad i fængsel på livstid for mord, på weekendbesøg som en del af nyt program for indsatte. På hjemmebesøget flygtede han og voldtog en kvinde.

Hændelsen kom igen på dagsordenen to år senere i valgkampen mellem demokratiske Michael Dukakis og republikanske George H. W. Bush. I en kampagne viste republikanerne, at Dukakis støttede fængselsprogrammet og dermed var villig til at løslade farlige personer som Willie Horton.

George H. W. Bush vandt præsidentvalget dette år.

Any Questions? - 2004

I valgkampen mellem Georg W. Bush og John Kerry i 2004 fremstillede en lille republikansk gruppe, The Swift Boat Veterans for Truth, en kampagne mod demokratiske Kerry.

I filmen fortæller 13 personer, at de har været i militæret med Kerry, selvom kun én af dem faktisk har. Strategien var at sætte spørgsmålstegn ved Kerrys karriere i militæret og hans troværdighed.

Georg W. Bush vandt præsidentvalget dette år.

Big bird - 2012

En af de mest debatterede kampagner fra valgkampen mellem Barack Obama og republikanske Mitt Romney i 2012 er demokraternes film rettet mod Romney.

Filmen fortæller en ironisk historie om, at selvom Romney elsker tegnefilmsfiguren 'Big Bird', vil han samtidig skære i støtten til de amerikanske public service-medier, hvor den gule figur optræder i programmet 'Sesame street'.

Barack Obama vandt præsidentvalget dette år.

Selvom vellykkede angrebskampagner ifølge eksperter er en vigtig brik i kampen om stemmerne, er de ikke entydige afgørende for udfaldet af valgkampen, viser historien.

Kilder: Time Magazine og The livingroom candidate

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube