Fem tidligere præsidenter i sjælden forening for orkanofre

Donald Trump var med på storskærm, mens Lady Gaga optrådte gratis til velgørenhedsshow.

Det var et sjældent syn, da alle fem nulevende tidligere amerikanske præsidenter i aftes var samlet i Texas til indsamlingshowet 'Deep From the Heart: The One America Appeal'.

Showet var til fordel for de tusindvis af ofre for de seneste måneders orkaner, der har hærget USA i henholdsvis Texas, Florida og Caribien.

Med på sidelinjen var også den nuværende præsident Donald Trump, der havde sendt en videohilsen med en særlig tak til de fem tilstedeværende tidligere præsidenter Barack Obama, Bill Clinton, George W. Bush, George H.W. Bush og Jimmy Carter.

- Melania og jeg vil gerne udtrykke vores taknemmelighed for jeres imponerende indsats.

- Dette tiltag minder os om, at vi er én nation under Gud, alle forenet af vores værdier og vores hengivenhed til hinanden, lød det fra Donald Trump.

Præsident Donald Trump var med på storskærm under showet. (Foto: RICHARD CARSON © Scanpix)

Lady Gaga omringet af præsidenter

Bill Clinton sagde, at orkanen Harvey forårsagede ødelæggelser men også fik det bedste frem i mennesket, mens Barack Obama roste sine landsmænd.

- Vi kunne ikke være mere stolte over amerikanernes reaktion. I den ånd er vi samlet her. I svære tider ser vi fuldstændigt bort fra alle de uenigheder, vi har haft før, sagde Obama.

Det var ikke kun præsidenter, der var på scenen. Der var flere musikere, der optrådte gratis, heriblandt Lady Gaga.

- Der er ikke noget smukkere, end når folk lægger deres forskelligheder til side for at hjælpe folk i nød som følge af en katastrofe, skrev hun på det sociale medie Twitter.

Indtil videre er der indsamlet omkring 200 millioner kroner til at hjælpe orkanofrene.