Filippinsk præsident forlænger omstridt narkotikakrig

FN, EU, USA og menneskerettighedsgrupper fordømmer de filippinske myndighedernes fremfærd i narkokrigen.

- Vi skal bruge mere tid til at få rettet op på det. Giv mig lidt forlængelse. Måske seks måneder, siger Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, om landets narkotikakrig. (Foto: handout © Scanpix)

Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, vil forlænge krigen mod landets narkotikahandel med seks måneder.

Over 3500 mennesker er blevet dræbt under en hård kampagne, som blev indledt, da Duterte vandt præsidentvalget i maj. Det svarer til omkring 47 drab dagligt i de seneste 10 uger.

- Jeg indså ikke, hvor alvorligt problemet var, før jeg blev præsident, siger Duterte og tilføjer, at "selv om jeg ville, så ville jeg ikke kunne dræbe dem alle."

- Vi skal bruge mere tid til at få rettet op på det. Giv mig lidt forlængelse. Måske seks måneder, siger han henvendt til befolkningen.

Han henviser blandt andet til, at politiet har en liste over højtstående embedsmænd, som er involveret i narkotikahandlen.

Duterte, som er tidligere borgmester i den sydlige by Davao, hvor han med hårde midler bekæmpede kriminalitet, er populær blandt vælgerne, mens hans voldelige kampagne mod kriminelle skaber dyb bekymring i det internationale samfund.

FN, EU og USA samt en lang række menneskerettighedsgrupper har fordømt de filippinske myndighedernes fremfærd i narkokrigen.

Den 71-årige præsident er blevet beskyldt for at krænke menneskerettighederne og begå forbrydelser mod menneskeheden.

Næsten to tredjedele af de dræbte er skudt og dræbt af ukendte gerningsmænd, mens resten er dræbt under legitime politioperationer.

Tidligere i denne måned sagde Duterte, at mange vil blive dræbt, før den sidste pusher er fjernet fra gaden.

/ritzau/AFP