Finsk statsminister dropper planer om at huse flygtninge

I september meddelte Juha Sipilä, at han ville åbne sit hjem for asylansøgere. Den plan er dog sat på pause.

Af sikkerhedsmæssige årsager vil Finlands statsminister, Juha Sipilä, alligevel ikke åbne sit hjem for asylansøgere i landet.

I september sidste år lød det ellers, at regeringslederen var klar til at huse flygtninge i familiens hjem i det nordlige Finland, skriver Reuters. Han opfordrede samtidig andre finner til at gøre, hvad de kunne for at hjælpe flygtningene.

Nu erkender Juha Sipilä dog, at planerne er sat på pause.

Vil hjælpe på anden måde

- Jeg bad sikkerhedseksperter om at vurdere, om det ville være trygt for en familie med børn at flytte ind, men som konsekvens af den store opmærksomhed er det ikke tilrådeligt lige nu, siger Sipilä til den finske public service-kanal YLE.

Han tilføjer dog, at han vil hjælpe flygtninge på andre måder.

Planen var, at den finske statsminister ville åbne sit hjem i byen Kempele for asylansøgere efter nytår, da han og hans familie ikke længere havde brug for huset. Familien havde købt et andet hus i Sibbo.

- Min familie har besluttet, at vores hjem kan anvendes af flygtninge og asylansøgere, eftersom vi ikke har brug for huset lige nu. Fra og med årsskiftet kan vi overlade huset til dette formål, sagde Sipilä i udsendelsen Morgonettan på finsk TV1.

Ifølge BBC understreger Sipilä, at hans tilbud fortsat står ved magt. Derfor forventer han, at en flygtningefamilie vil kunne flytte ind i huset, når situationen med sikkerhed er blevet bedre.

Finland har, som flere andre europæiske lande, oplevet en tilstrømning af flygtninge og migranter i løbet af det seneste år.

Sidste år kom knap 32.000 asylansøgere til landet. I 2014 lå tallet på 3600.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube