Flere asylansøgere i de nordeuropæiske lande tager tilbage

I både Finland, Norge og Sverige stiger antallet af asylansøgere, der tager hjem.

En gruppe flygtninge venter på at få deres sag behandlet i Sverige. De har lagt sig til at sove ude foran Migrationverkets ankomstcenter i Malmø. (Foto: TT News Agency © Scanpix)

Alene i Sverige er antallet af asylansøgninger, der er trukket tilbage, mere end fordoblet siden efteråret. Fra 262 frafaldne asylansøgninger i september måned til 668 i december.

Det er der mange årsager til forklarer Ingrid Arinell fra Migrationsverket i Sverige.

- Det er svært at komme med en enkelt grund til, at de trækker ansøgningen tilbage. Men det handler om at behandlingstiden er lang, det er svært at få sin familie hertil og boligforholdene er meget ringe, siger hun.

Især irakere falder fra

Sidste år skiftede omkring 3000 asylansøgere i Finland, 800 i Norge og knap 4000 i Sverige mening og valgte at stoppe deres ansøgning om asyl. I alle tre lande er de fleste af dem, der vælger at tage tilbage, irakere. Det er der ifølge Ingrid Arinell en forklaring på.

- Flygtninge fra Syrien får tildelt permanent ophold med det samme, men kommer man fra Irak, gælder der ikke samme regler, forklarer hun.

Udlændingestyrelsen i Danmark har ikke tal for, hvor mange asylansøgere, der trækker ansøgningen tilbage. Men ifølge tal fra TV2, så har mindst 60 asylansøgere trukket deres ansøgning tilbage siden november måned.

Stadig brug for asyl

En af de mange irakere, der de seneste måneder har forsøgt at komme hjem, det er Muhammed. Han er nået til Finland efter at have rejst fra Baghdad og op gennem Europa.

- Jeg håber, det kan gå hurtigt med at komme hjem. Jeg bliver nødt til at tage af sted, men der er andre her, som har brug for asyl, sagde han i slutningen af december til den finske tv-station YLE.

Ud af de 7000, der sidste år fik behandlet deres asylansøgninger i Finland, valgte omkring 40 procent, at trække deres ansøgning tilbage igen. Det viser tal fra den finske udlændingestyrelse.

Stramme asylregler

Stigningen er især markant siden efteråret. Samme tidspunkt, som den svenske og norske regering indførte strammere regler for asyl og den finske regering valgte at ændre vurdering af sikkerhedssituationen i Irak, hvilket gør det sværere for irakere at få asyl.

Men om asylstramningerne hænger sammen med, at flere asylansøgere trækker deres ansøgninger tilbage. Det er stadig uvist, mener Ingrid Arinell fra det svenske Migrationsverket.

- Det er for tidligt at sige, hvorvidt regeringens stramninger har påvirket udviklingen, siger hun.

Den finske udlændingestyrelse mener til gengæld godt, at der kan være en sammenhæng.

- Nogle er ankommet og regnede med, at de kunne få hurtig opholdstilladelse og at familien hurtigt kunne komme hertil. Når det ikke er tilfældet, er der nogle, der bliver skuffet, siger Verna Leinoen, der er talsmand for den finske udlændingestyrelse.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube