Flere døde efter voldsomme tornadoer i USA

Louisiana og Mississippi er hårdt ramt af en række tornadoer med flere dødsfald til følge.

Et komplet smadret vandtårn, hvor er tornado kom forbi. (Foto: handout © Scanpix)

Tre er døde, og mere end 30 personer er sårede, efter at en storm har resulteret i en række tornadoer i de amerikanske delstater Louisiana og Mississippi. 7 af de 30 sårede er i kritisk tilstand.

Det oplyser den amerikanske tv-station NBC. Ifølge mediet vil stormen fortsætte og bringe flere tornadoer med sig i løbet af onsdag.

Det ventes, at det livsfarlige vejr rykker østpå ind i delstaterne North Carolina, South Carolina og Florida.

Der har været flest tornadoer i delstaten Louisiana, der ofte bliver hårdt ramt af vejrulykker.

Ifølge amerikanernes nationale vejrtjeneste, NWS, ramte de første tornadoer natten til tirsdag dansk tid, men fortsatte dagen igennem.

Tusinder uden strøm

Næsten 19.000 mennesker var stadig uden strøm i Louisiana tirsdag aften dansk tid.

Delstaten er erklæret i undtagelsestilstand, og statens kriseberedskab planlægger nu, hvordan man skal komme beboerne i de berørte områder til undsætning.

- Det her er en af de kraftigste tornadoer, vi har haft i den her del af landet i lang tid, siger Ari Sarsalari, meteorolog for den amerikanske Weather Channel, til NBC.

Tornadosæsonen i USA begynder normalt først i løbet af foråret.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube