Flere hundrede savnes i storbrande i Californien: "Det er vores værste mareridt"

Mindst 23 personer er omkommet i de massive skovbrande, der har raseret Californien siden søndag aften.

De seneste dage har Jessica Tunis ringet til 12 hospitaler i det nordlige Californien, der i øjeblikket hærges af skovbrande.

Ligesom 17 evakueringscentre har haft hende på besøg.

Hun har ringet rundt, hun har været på de sociale medier og sammen med hele sin familie har hun desperat forsøgt at finde frem til nyt om sin mor Linda, der bor i en husvogn i vognparken Journey's End i Santa Rosa, nord for San Francisco.

Jessica Tunis er en af de mange, der har mistet familie eller venner i de massive skovbrande, der siden søndag aften har raseret delstaten Californien.

Sidst, hun talte med hende, var mandag, lokal tid.

- Jeg kommer til at dø, var det sidste, Jessica Tunis hørte, før hun mistede kontakten til sin mor, og natten til onsdag bekræftede Jessica Tunis over for nyhedsbureauet Reuters, at hendes 69-årige mor var fundet død i den nedbrændte vognpark.

De kraftige vinde, kendt som djævlevinde i det nordlige Californien, med styrke op til 20 meter i sekundet, giver ilden gode betingelser for at sprede sig.

Skovbrandene, der har hærget særligt delstatens bermte vinområde nord for San Francisco, er ikke ukendt på denne tid af året, men i år har en varm og tør sommer gjort det let for ilden at tage fat og sprede sig.

Ifølge Washington Post er det stadig uvist, hvad der er årsag til de nu over 20 ildebrande rundt om i det nordlige Californien.

Før og efter billeder af vingården Signorello Estate Winery, der ligger i Napa i det nordlige Californien.

Det 250-værelse store Hilton Sonoma Wine Country er et af de hoteller i byen Santa Rosa, der er brændt ned til grunden. Det samme gælder hotellet Fountaingrove og den historiske runde lade fra 1899, som lå på samme grund.

Flere hundrede personer er fortsat meldt savnet, mens beredskabsstyrelsen fokuserer på at få evakueret mange tusinder indbyggere. Over 20.000 er allerede blevet evakueret fra flere amter, heriblandt hele byer som Geyserville og byen Calistoga, hvor alle 5.000 indbyggere har været tvunget til at forlade deres hjem.

- At redde liv er lige nu meget vigtigere end folks ejendele, lød det fra sherif i Sonoma Robert Giordano i går på et pressemøde, hvor han ikke tøvede med at kalde den nuværende situation en af de værste naturkatastrofer i statens historie.

Californiens guvernør, den demokratiske Jerry Brown, har erklæret flere amter såsom Napa, Sonoma og Yuba i undtagelsestilstand.