FN-agentur: Iran overholder atomaftalen

Iranerne handler ikke i strid med atomaftalen, som USA's præsident gentagne gange har beskyldt dem for.

FN mener Iran lever op til den internationale atomaftale. Billedet er fra et møde i Teheran sidst i oktober, hvor direktøren for det internationale atomenergi-agentur Yukiya Amano mødtes med Irans præsident Hassan Rouhani. (Foto: Presidential Official Website / © Scanpix)

Iran har ikke brudt sin del af aftalen. Det fremgår af den rapport, det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), der fører tilsyn med, om Iran overholder atomaftalen fra 2015, udgav mandag.

Aftalen med Iran går ud på at forhindre, at iranerne udvikler atomvåben. Til gengæld har Vesten ophævet en række sanktioner mod landet.

USA's præsident, Donald Trump, har flere gange beskyldt Iran for at handle i strid med aftalen.

I rapporten lægger IAEA's chef, Yukiya Amano, vægt på "vigtigheden af, at Iran fuldt ud udfylder sine atomrelaterede forpligtelser".

Problemer med tungtvand
Diplomater med kendskab til arbejdet med rapporten siger, at det er en hentydning til, at Iran tidligere i mindre grad har brudt en begrænsning på såkaldt tungtvand. Det har Iran siden rettet op på.

Tungtvand køler reaktorer ned, der kan producere plutonium, som bliver brugt til at fremstille kernen af et atomsprænghoved.

Sidste år sagde IAEA, at Iran lige netop havde overskredet sin grænse for tungtvand, men det kom senere frem, at Iran havde rettet op på fejlen.

Den fortrolige rapport, som nyhedsbureauet AP har fået fat i, bliver nu en del af en sprængfarlig debat i USA.

Trump vil trække USA ud af atomaftalen
Præsident Trump har flere gange gjort det klart, at han er imod aftalen fra 2015, der blev indgået mellem Iran, USA og fem andre stormagter.

I oktober nægtede Trump at erklære, at Iran overholder aftalen. Han sagde, at Iran har begået gentagne overtrædelser af aftalen.

Præsidenten gav herefter Kongressen 60 dage til at overveje, om USA skal genindføre sanktioner mod Iran.

Demokraterne og et utal af organisationer og eksperter har på det kraftigste advaret Donald Trump mod at trække USA ud af aftalen.

Blandt de seks stormagter, der har underskrevet aftalen, er USA den eneste, der har udtrykt skepsis omkring den.

Aftalen blev underskrevet af USA, Iran, EU, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Kina og Rusland.

/ritzau/