Tema Krigen i Syrien

FN fordømmer rædselsvækkende drab på syriske børn

Efter mordet på en 12-årig for rullende kamera og flere bombedræbte børn, fordømmer FN's Børnefond de stridende parters fremfærd i Syrien.

Børn på flygt fra kampene i det sydlige distrikt af byen Manbij, Syrien. (Foto: Rodi Said © Scanpix)

En uge med flere grufulde drab på børn i Syrien får nu FN til at udtale kritik af blandt andet et voldsomt mord på en 12-årig, hvor en dreng fik hugget hovedet af for rullende kamera. Også et luftangreb, der har kostet mere end 20 børn livet, får FN til at reagere.

- Sådanne rædselsvækkende hændelser bør få alle parter i denne konflikt til at konfrontere sig med deres fælles ansvar for at respektere internationale humanitære love, som beskytter børn i krig, siger repræsentant for FN's Børnefond (UNICEF) i Syrien, Hanaa Singer, i en pressemeddelelse.

Den 12-årige dreng blev ifølge det norske nyhedsbureau NTB myrdet af medlemmer fra den amerikansk-støttede oprørsgruppe Nour al-Din al-Zinki i byen Aleppo. En videooptagelse af drabet har medført stærke reaktioner.

Flere end 20 dræbt nær krigsplaget by

Også tæt på den krigsplagede by Manbij er mere end 20 børn dræbt under luftangreb i denne uge, skriver Unicef.

Ifølge organisationens samarbejdspartnere blev børnene dræbt, da familier i byen al-Tukhar nær Manbij var i gang med flygte fra kampene i området.

Unicef vurderer, at flere end 35.000 børn er fanget i og omkring byen uden noget sikkert sted at søge tilflugt, skriver organisationen.

Samlet set vurderes det, at flere end 2.300 mennesker er blevet dræbt i området i de seneste seks uger - mange af dem børn, står der i pressemeddelelsen.

- Lige meget hvor i Syrien eller under vis kontrol, de lever, er der absolut intet, der retfærdiggør angreb rettet mod børn, siger Hanaa Singer.