FN-mægler klar til nye syriske forhandlinger

Fredag holdes møde for at få våbenhvile på plads i Syrien. Snart ventes ny dato for fredsforhandlinger også.

Staffan de Mistura vil fredag melde ud, hvornår der igen skal forhandles. (Foto: LOUAI BESHARA © Scanpix)

FN's Syrien-mægler, Staffan de Mistura, nærmer sig et nyt forsøg på fredsforhandlinger mellem de stridende parter i Syrien.

Ifølge Reuters vil han fredag meddele en dato for en ny runde fredsforhandlinger.

Samtidig bliver der fredag lagt pres på for at få en endelig aftale om en delvis våbenhvile i Syrien.

Ifølge de Mistura mødes repræsentanter fra lande i Den Internationale Støttegruppe for Syrien (ISSG), der tæller flere stormagter, fredag i Genève.

Her skal de forsøge at forhandle en aftale om en delvis våbenhvile i det borgerkrigsramte land på plads.

Gruppen forhandlede sig i midten af februar frem til en aftale, der blandt andet skulle sikre, at fjendtlighederne i Syrien bliver bragt til ende.

Siden har der været adskillige blodige angreb i landet.

I mandags fulgte så et aftaleudkast om våbenhvile, der blev aftalt mellem Ruslands præsident, Vladimir Putin, og USA's præsident, Barack Obama.

Det er dette udkast, man nu vil have parterne i Syrien til at enes om fredag. Lykkes det, skal en delvis våbenhvile træde i kraft i Syrien lørdag.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube