Tema Nordkoreas missiltrussel

FN: Nordkorea tjener formue på eksport af slavearbejde

Ifølge rapporten bliver de udsendte tvunget til at arbejde helt op til 20 timer om dagen.

De mange penge menes at gå til militæret, landets atomprogram og regimets magtelite. (Foto: damir Sagolj © Scanpix)

Nordkorea er berygtet for at udnytte befolkningen i voldsomme arbejdslejre, og nu er slavearbejdet tilsyneladende også blevet en større eksportvare for det lukkede land.

Det viser en ny rapport ifølge cnn.com.

Rapporten er lavet af FN’s særlige observatør i Nordkorea, Marzuki Darusman.

Ifølge FN tjener regimet en formue på at sende titusindvis til udlandet, hvor de bliver tvunget til at arbejde helt op til 20 timer om dagen uden nok mad. Arbejdet foregår under konstant overvågning.

- Jeg tror, det afspejler den hårde økonomiske situation i Nordkorea, sagde Marzuki Darusman ved et pressemøde onsdag.

Ifølge rapporten er størstedelen af arbejderne udsendt til Kina og Rusland. Resten er spredt over en lang række lande i Asien, Mellemøsten, Afrika og Europa.

Mange får slet ingen løn, og dem der gør, får højest 150 dollars, mens det nordkoreanske regime ifølge rapporten får et langt højere beløb. Ifølge Marzuki Darusman tjener Nordkorea et sted mellem 8 og 15 milliarder kroner årligt på systemet.

Det anslås, at mere end 50.000 nordkoreanere arbejder under de slavelignende forhold i udlandet. Tidligere i år sagde en en sydkoreansk regeringskilde til CNN, at tallet kunne være så højt som 100.000.

De fleste af midlerne menes at gå til regimets militær, atomprogram og medlemmer af magteliten.