Tema Nordkoreas missiltrussel

FN-råd stemmer om USA's sanktioner mod Nordkorea mandag

Nordkorea truer til gengæld med, at USA vil betale en høj pris, hvis der indføres nye stramninger mod styret.

Nordkorea har advaret USA om, at det vil koste dyrt at forfølge yderligere sanktioner mod landet. (Foto: KCNA © Scanpix)

USA har indkaldt FN's Sikkerhedsråd til en afstemning om et sæt nye sanktioner mod Nordkorea.

Det sker efter styrets seneste atomtest i forrige uge.

Diplomatiske kilder fra Sikkerhedsrådet oplyser, at USA og Kina stadig forhandlede om den endelige tekst sent søndag aften amerikansk tid.

Sanktionsforhandlinger mellem USA og Kina, der er Nordkoreas vigtigste handelspartner, plejer at vare flere uger og sågar måneder.

Donald Trumps administration har denne gang afleveret et udkast til Kina og krævet en afstemning inden for seks dage.

Nordkorea advarer samtidig USA mod at indføre nye stramninger mod styret.

Styrets udenrigsminister siger, at USA vil betale en høj pris, hvis Sikkerhedsrådet med USA i spidsen indfører nye sanktioner.

I en erklæring siger udenrigsministeren mandag, at Nordkorea holder et vågent øje med USA. Samtidig siger han, at regimet er "klar og villig" til at reagere ved brug af egne metoder.

I et udkast lægger USA op til de hidtil strammeste sanktioner mod Nordkorea. De indebærer blandt andet en handelsblokade mod Nordkoreas olie- og gasindustri.

Derudover lægger USA op til en total indefrysning af alle udenlandske aktiver, der tilhører regeringen og lederen, Kim Jong-un.

USA vil i øvrigt forbyde alle lande at ansætte arbejdskraft og importere tekstilvarer fra Nordkorea.

Det er dog uvist, om disse forslag vil være inkluderet i den tekst, som medlemmerne af FN's Sikkerhedsråd skal stemme om mandag.

Både Rusland og Kina har lagt op til en lempeligere kurs over for styret. De to lande har opfordret FN til at finde en politisk løsning på konflikten.

De to lande har blandt andet luftet idéen om, at Sydkorea og USA skal stoppe militære øvelser til gengæld for, at Nordkorea indstiller sit atomprogram.

Det forslag har Donald Trumps administration dog afvist.

/ritzau/