Tema Krigen i Syrien

FN støtter våbenhvilen i Syrien

FN's Sikkerhedsråd vedtager resolution, der støtter det russisk-tyrkiske initiativ om våbenhvile i Syrien.

Det er de tre lande Rusland, Tyrkiet og Iran, der er drivkræfterne i forhandlingerne i Kasakhstan. (Foto: OMAR SANADIKI © Scanpix)

FN's Sikkerhedsråd har vedtaget en resolution, der støtter den syriske våbenhvile, som er forhandlet på plads med Rusland og Tyrkiet som mæglere.

Våbenhvilen blev annonceret tidligere på ugen og trådte i kraft fredag.

Det er den tredje våbenhvile i 2016.

Konflikten har været i gang i næsten seks år.

Våbenhvilen blev lørdag udsat for prøvelser, skriver det franske nyhedsbureau AFP, men den synes stort set at holde.

Våbenhvilen omfatter ikke den militante gruppe Islamisk Stat og radikale jihadistgrupper.

Resolutionen giver desuden sin støtte til fredsforhandlinger, der er planlagt i januar i Kasakhstan.

Det er de tre lande Rusland, Tyrkiet og Iran, der er drivkræfterne i forhandlingerne i Kasakhstan.

I teksten i resolutionen hedder det ifølge AFP, at Sikkerhedsrådet "støtter og hilser Ruslands og Tyrkiets bestræbelser på at afslutte volden i Syrien og kickstarte den politiske proces velkommen".

/ritzau/Reuters