Tema Krigen i Syrien

FN: Syge og sårede skal ud af Aleppo

I morgen begynder FN en redningsaktion, der skal bringe syge og sårede ud af den syriske by Aleppo.

En stor del af den syriske by Aleppo er ødelagt, og nu vil FN sørge for at bringe syge og sårede ud af byen. (Foto: Abdalrhman Ismail © Scanpix)

FN iværksætter en redningsaktion fredag, der skal få syge og sårede ud af den østlige del af Aleppo i Syrien.

Det sker, efter at Rusland har annonceret, at de vil forlænge det midlertidige stop af bombeangreb i fire dage fra torsdag.

Det bekræfter Jens Lærke, der er dansk talsmand for FN's humanitære hjælp.

Ifølge ham lyder meldingen fra Rusland, at også den syriske regering vil følge den forlængede krigspause. Det betyder, at begge parter vil holde inde med bomberne over Aleppo i 11 timer hver dag i fire døgn.

Det får FN til at reagere.

- Operationen er farlig og risikabel. Men set i det store billede er vi nødt til at handle, når muligheden har åbnet sig, siger Jens Lærke.

Hvis alt går, som det skal, vil FN bringe så mange mennesker som muligt ud af det østlige Aleppo. De vil de blive kørt til andre dele af Syrien eller ind i Tyrkiet i ambulancer, oplyser Jens Lærke.

- Det er vigtigt, at vi kommer i gang med denne her operation. Stort set alle hospitaler er blevet sprængt i stykker, og muligheden for behandlingen i området er mikroskopisk, siger han.