Tema Zikavirus

Første gravide europæer smittet med zikavirus

En gravid kvinde i Catalonien har symptomer på den frygtede sygdom, efter hjemvenden fra Colombia.

Spanien har netop fundet det første europæiske tilfælde, hvor en gravid er blevet smittet med Zikavirus (Foto: MARIA HEDEGAARD © Scanpix)

De spanske myndigheder siger, at en gravid kvinde, som er vendt tilbage fra Colombia, er blevet diagnosticeret med zikavirusset og er det første europæiske tilfælde, hvor en gravid er involveret.

- En af de patienter, som har diagnosen i den nordøstlige del af Catalonien, er en gravid kvinde, som havde symptomer på sygdommen efter, at hun var i Colombia, siger sundhedsministeriet.

Zikavirus

Zikavirus overføres med myggearten aedes og giver hos de fleste ingen eller milde symptomer. Men den er farlig for gravide. Virussen er nemlig mistænkt for at kunne give underudviklet kranie og hoved, såkaldt microcephali, hos nyfødte. Op mod 27 lande er berørt af smitten, og WHO har nu erklæret Zikavirus for en global trussel.

Gå til tema

Kvinden er en af i alt syv tilfælde i Spanien. De er alle i en god tilstand.

- Alle disse tilfælde er importeret, siger myndighederne.

Symptomerne, der kommer efter et myggestik, forårsager normalt ikke andet end feber og utilpashed.

Gravide skal holde sig fra OL

Verdenssundhedsorganisationen WHO har erklæret zikavirus for en global trussel.

Gravide kvinder opfordres til at holde sig væk fra OL i Rio de Janeiro denne sommer på grund af risikoen for at pådrage sig zikavirusset.

- Risikoen er alvorlig for gravide kvinder. Det er helt klart ikke tilrådeligt at løbe denne risiko, siger den brasilianske præsidents stabschef Jaques Wagner ifølge nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/AFP

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube