Forskere: Flygtninge begår sjældent terror

Langt størstedelen af nyere terrorangreb er begået af vestlige statsborgere, viser nye undersøgelser af islamistisk terror mod Vesten.

Mindre en fem procent af gerningsmændene bag de seneste års terrorangreb i Europa og USA havde status som flygtning eller asylansøger, viser nye undersøgelser.

Ud af 65 gerningsmænd, der har stået bag terror i Vesten i de seneste tre år, har kun tre haft status som flygtning eller asylansøger. Det er under fem procent.

Det viser en ny rapport fra Program on Extremism ved George Washington University, hvor tre forskere har gennemgået alle gennemførte jihadrelaterede terrorangreb i Europa og Nordamerika siden juni 2014, hvor terrorbevægelsen Islamisk Stat udråbte et kalifat i dele af Syrien og Irak. I alt 51 angreb.

- Frygten for, at flygtninge kan være terrorister, er ikke bakket op af fakta. Der har været enkelte sager, hvor flygtninge og asylansøgere har været involveret i terror, og der kan siges at være en vis forbindelse til flygtningesituationen, fordi terrorister har brugt strømmen til at rejse ind i Europa på falske dokumenter. Men langt størstedelen af sagerne har ikke noget med flygtninge eller asylansøgere at gøre, siger hovedforfatter til rapporten, terrorforsker Lorenzo Vidino.

Ny undersøgelse af terror i Vesten

• I rapporten 'Fear Thy Neighbor - Radicalization and Jihadist Attacks in the West' undersøges alle gennemførte terrorangreb mod Europa, USA og Canada i perioden juni 2014 til juni 2017.

• Fokus er på gerningsmændene bag islamistisk terrorisme. Terror motiveret af andre ideologier er ikke undersøgt.

• Undersøgelsen er lavet af forskerne Lorenzo Vidino, Francesco Marone og Eva Entenmann fra Program on Extremism ved George Washington University i USA.

Også en en kommende rapport fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), der udelukkende ser på terror i Europa, når frem til samme konklusion.

- Det er europæiske statsborgere, der står bag størstedelen af de angreb, der har været i perioden, og flere af dem har været syrienkrigere, siger seniorforsker Manni Crone.

Situationen er uden fortilfælde

Forskerne fra George Washington University slår fast, at Europa og USA er ramt af en bølge af islamistisk terror, der er uden fortilfælde, og at Islamisk Stats succes i Mellemøsten spiller en stor rolle.

Der er en tendens til, at vi blander det hele sammen og siger, at det er flygtninge, der udgør en terrortrussel.

Seniorforsker Manni Crone, DIIS

- Vi ser en alvorlig situation, hvor det typisk er personer fra Vesten, der begår angreb. Landene melder om høje tal for radikaliserede personer, og efterretningstjenesterne har ikke ressourcer til at overvåge alle de personer, der kan udgøre en trussel, siger Lorenzo Vidino.

Forskerne har researchet sig frem til, at 73 procent af terroristerne var statsborgere i det land, de angreb.

14 procent var enten personer med lovlig opholdstilladelse eller personer med lovlig indrejse fra et naboland.

Endelig var fem procent, svarende til tre personer, flygtninge eller asylansøgere, og seks procent (fire personer) opholdt sig ulovligt i det ramte land.

Det seneste terrorangreb i London, som dræbte otte uskyldige, og hvor mindst en af de tre terrorister var afvist asylansøger, er her ikke talt med, da opgørelsen stopper ved juni i år.

Tvivl om asylstatus

Seniorforsker Manni Crone fra DIIS har i sin gennemgang af terrorangreb i Europa, der dækker perioden januar 2016 til april 2017, fundet frem til fire asylansøgere, men hun understreger, at det er vigtigt at skelne mellem de personer, der har været involveret i terror.

Dansk rapport om terror i Europa

• I rapporten 'Europe’s Refugee Crisis and the Threat of Terrorism - An Extraordinary Threat?' undersøges flygtningekrisens betydning for terrortruslen mod Europa.

• Det er kun gennemførte angreb, hvor asylansøgere eller flygtninge har været involveret, der er undersøgt.

• Rapporten er fra Dansk Institut for Internationale Studier og skrevet af Manni Crone, Maja Felicia Falkentoft og Teemu Tammikko.

- Er der tale om asylansøgere, afviste asylansøgere, personer med flygtningestatus eller irregulære migranter? Ved angrebet på julemarkedet i Berlin i december var det eksempelvis en person, der havde befundet sig i Europa i fem år, og som efter fire år søgte asyl under et falsk navn.

- Der er en tendens til, at vi blander det hele sammen og siger, at det er flygtninge, der udgør en terrortrussel, siger seniorforskeren.

Der er i DIIS-rapporten ikke eksempler på, at flygtninge har begået terror, hvorimod forskerne fra George Washington University mener, at det var en flygtning, der stod bag et angreb i juli 2016 i den sydtyske by Ansbach. Her stod en 27-årig syrisk mand bag et selvmordsangreb, som sårede 15 personer, men kun dræbte ham selv. I opgørelsen fra DIIS er han talt med som afvist asylansøger.

Terrorister har udnyttet flygtningestrømmen

Forskerne er imidlertid enige om, at selv om det er få terrorangreb, der har været direkte styret af IS, så er det lykkedes terrorbevægelsen at udnytte den europæiske flygtningekrise til at sende terrorister ind via migrationsruterne på falske papirer for at begå angreb.

Det var tilfældet med mindst to af gerningsmændene bag de koordinerede terrorangreb i Paris 13. november 2015, hvor mindst 125 civile blev dræbt.

Det er en trussel, der også nævnes i den seneste trusselsvurdering fra Center for Terroranalyse (CTA), der hører under PET:

'CTA vurderer, at IS og andre militant islamistiske grupper fortsat kan søge at udnytte flygtninge- og migrationsruter til at sende personer til Europa med henblik på at begå terror, men at den øgede fokus på denne trussel samt de iværksatte begrænsninger i adgangen til Europa gør dette vanskeligere.'